Neptunvej
Neptunvej er hjem for 48 mennesker med fysiske- og/eller psykiske funktionsnedsættelser.
Fælles for beboerne er, at de er voksne med et udviklingshandicap. Beboerne har i forskellig omfang brug for støtte til udvikling af deres fysiske eller mentale kompetencer og/eller deres relation til andre mennesker.
Neptunvej består af 48 handicapvenlige lejligheder og en aflastningslejlighed. Foruden lejlighederne er der en kulturcafé, hvor der serveres fælles morgenmad og frokost for alle stedets beboere, et internt aktivitetstilbud for borgere over 65 år "Knasten" og administration. I dagtimerne er mange af beboerne på arbejde på forskellige aktivitetstilbud.
Der er primært tilknyttet pædagoger og sundhedsfagligt personale samt vågne nattevagter til bostedet. I Knasten er der tilknyttet faste medarbejdere. Aktiviteterne i Knasten er primært kreative aktiviteter.
Neptunvej er godkendt efter Almenboliglovens §105. Du får bostøtte efter Servicelovens § 85 og praktisk hjælp i lejligheden, hjælp til personlig pleje og hjælp til mad efter Servicelovens § 83.
Neptunvej er bygget i 2012 og beliggende i Paderup tæt på indkøbsmuligheder i Randers Storcenter, men har samtidig udsigt til marker og natur.