Støtte til frivilligt socialt arbejde på børne- og voksensområdet
Frivillige foreninger og organisationer har mulighed for at søge om midler til frivilligt socialt arbejde på børne- og voksenområder. Se her, hvordan du søger om puljemidler.
Randers Kommune afsætter hvert år midler til støtte af frivilligt socialt arbejde udført af frivillige foreninger og organisationer på børne og voksenområdet. Dette sker på baggrund af regler i servicelovens § 18 og barnets lov §17. Puljemidlerne bevilges af Randers Kommunes social - og arbejdsmarkedsudvalg.
Det er en grundlæggende forudsætning for at modtage puljemidler, at målgruppen for de aktiviteter, der søges om støtte til, er socialt udsatte borgere ml. 0-66 år bosiddende i Randers Kommune.
Ansøgninger, der ikke lever op til denne grundlæggende forudsætning, afvises og har ikke mulighed for at få tildelt puljemidler.
Ansøgningsrunde for 2027
Der er for 2027 én frist for ansøgning af puljemidler til frivilligt socialt arbejde på børne og voksenområdet. Det er således ikke muligt at søge om tilskud på andre tidspunkter af året.
Ansøgningsperioden for puljemidler i 2027 er 1. juli -1. september 2026.
Ansøgningsfristen er den 1. september 2026.
Ansøgningerne forventes at blive behandlet i socialudvalget i november 2026.
Midler til uddeling i 2027
Puljemidler til frivilligt socialt arbejde på børne og voksenområdet fastsættes med budgetaftalen for 2027-2030.
I 2026 var der afsat 2.091.162 kr. til § 18 puljen i Randers Kommune.
Hvem kan søge?
Der kan søges om midler fra følgende typer af foreninger:
- Frivillige foreninger
- Patientforeninger
- Støtteforeninger
- Pårørendeforeninger
- Fonde
Det er væsentligt, at der er tale om en frivillig social organisation, der arbejder for at give enkeltindivider eller grupper en øget velfærd og omsorg eller sigter mod at løse velfærdsproblemer.
Hvad kan der søges om støtte til?
Der kan opnås støtte til frivillige sociale indsatser, der sigter mod at bibeholde eller forbedre borgernes mestringsevne. Udover den konkrete indsats og dertilhørende aktiviteter, kan der søges om midler til at dække øvrige udgifter, som er essentielle for foreningens virke. Det kan eksempelvis være:
- Husleje
- Løn
- Kontorforhold
- Transport
- Annoncering
Det er vigtigt, at de konkrete udgifter, der ansøges om puljemidler til at dække, er tydeligt begrundet i ansøgningen.
Ansøgningsskema
Adgangen til udfyldelse af ansøgningsskemaet er via NemLog-In. Her kan foreningens MitID anvendes. Alle foreninger med en NemKonto har et NemLog-In. Det er ofte kassereren i en forening, der er i besiddelse af dette. Når skemaet er udfyldt, skal foreningen bruge MitID til at underskrive ansøgningen.
Alternativt kan et personligt MitID anvendes til at få adgang til ansøgningsskemaet. Hvis foreningsmedlemmerne er undtaget fra at bruge MitID, kan I skrive til paragraf18@randers.dk.
Hvis foreningen i 2026 modtog under 10.000 kr. fra §18 midlerne, skal foreningen også udfylde regnskabserklæringen.
Oplysninger til ansøgningen
Hjælp til ansøgning af puljemidler til frivilligt socialt arbejde
Randers Kommune afholder i samarbejde med Frivilligværket informationsmøde om ansøgningsprocessen i forbindelse med puljemidler. Informationsmødet afholdes i august 2026. På informationsmødet vil der blive orienteret om følgende:
- Kriterierne for puljemidler i 2027
- Udfyldelse af ansøgning
- Frist for ansøgning
Foreningerne er også velkomne til at henvende sig til Mette Sørensen fra Frivilligværket på mette@frivilligvaerket.dk eller via tlf. 29 16 19 21, hvis de har brug for hjælp til at udfylde og indsende deres ansøgning.





