Skolesundhedsplejen fik en pris
"I hjertet af sundhedsplejen" er titlen på en bog, der udkom i mandags. Det er også titlen på et to et 2½ årigt udviklingsprojekt, som skolesundhedsplejen i Randers Kommune står bag.
Projektet, der består af seks delprojekter, er netop blevet præmieret med Randers Kommunes "Rage-op-pris", der gives til projekter, medarbejdere eller afdelinger, der viser nye veje og rager op ved f.eks. at gribe arbejdet an på en ny måde til gavn for brugere og borgere.
Formanden for sundheds- og ældreudvalget i Randers Kommune overrakte prisen til projektleder, sundhedsplejerske Rikke Selde ved en lille sammenkomst i sundhedscentret i Randers, hvor de mange sundhedsplejersker, der har arbejdet med projektet, var til stede.

Billedtekst: Formanden for sundheds- og ældreudvalget Aage Stenz overrakte prisen til projektleder Rikke Selde. (Foto: Jeannot Huyot)
De seks delprojekter strækker sig over hele aldersspektret i skolesundhedsplejen. De yngste årgange har leget sundhedscirkus og lært om sundhed gennem leg. Første og anden klasserne har i projektet "Dreng - pige hvad vil det sige", beskæftiget sig med kroppens udvikling og forskellene mellem kønnene.
"Selvværd vejer tungest" er et projekt, der handler om, at varigt vægttab blandt overvægtige børn og unge bedst hænger sammen med øget selvværd. Det illustreres af, at 62 procent af deltagerne i projektet har opnået et varigt vægttab.
I "Pusterummet" får børn af skilsmissebørn lejlighed til at tale med børn i samme situation om problemer og udfordringer. "Det er så hårdt at være skilsmissebarn, at man burde have løn for det", lyder et udsagn fra et af børnene.
Endelig har skolesundhedsplejen styrket og ændret den lovpligtige sundhedssamtale i udskolingsfasen.
"Jeres projekt har ud over de positive resultater, som nytænkningen har betydet for de børn og unge, det omfatter, medvirket til at skabe opmærksomhed internt og eksternt, ja så vidt som til en konference for sundhedsplejersker i USA", sagde Aage Stenz bl.a., da han overrakte prisen.








.jpg)
