Åben Vejledning

Åben Vejledning er Randers Kommunes fælles indgang på socialområdet. Her kan borgere og pårørende få rådgivning og overblik på tværs af socialområdet.

Én fælles indgang på socialområdet

Du behøver ikke vide på forhånd, hvor du hører til, eller hvilket område der er det rigtige.
Vi hjælper med at afklare behov og finde den rette vej videre.

Åben Vejledning samler adgangen til hjælp og rådgivning, så du ikke selv skal navigere mellem forskellige dele af socialområdet.

Sådan fungerer Åben Vejledning

Når du henvender dig i Åben Vejledning, bliver du mødt i Huset Tværs. Her bliver du taget imod af husets værter, som hjælper dig godt i gang og sikrer, at du bliver mødt på en tryg og overskuelig måde.

Huset Tværs
Gl. Hadsundvej 3
8900 Randers

Åbent:
Mandag 12 - 14
Tirsdag 10 - 15
Onsdag 10 - 12
Torsdag 10 - 15

Telefon: 21 46 13 96
E-mail: aben.vejledning@randers.dk

Afhængigt af din situation og dit behov hjælper værten med at finde de rette medarbejdere, som kan støtte dig videre.

Åben Vejledning har også en indgang i Nr. 17 i Slotscentret. Du er velkommen til at benytte denne indgang, men her vil der typisk være færre medarbejdere til stede. I nogle tilfælde kan du derfor blive henvist videre til Huset Tværs, hvor flere kompetencer er samlet.

No. 17
Slotsgade 4
8900 Randers

Åbent:
Onsdag 13 til 16.

I Nr. 17 vil det ofte være en medarbejder fra handicapområdet, der er til stede. Hvis du er i tvivl om, hvor det er bedst for dig at henvende dig, er du altid velkommen til at ringe til os.

Hvem kan bruge Åben Vejledning?

Vi ved, at det kommunale system kan opleves som stort og uoverskueligt, med mange indgange til hjælp. Du behøver ikke selv vide, hvem du skal tale med, når du henvender dig hos os.

Du er også velkommen, selvom du allerede har kontakt til andre kommunale afdelinger eller deltager i eksisterende tilbud eller aktiviteter.

Åben Vejledning er et uvisiteret tilbud

Det betyder, at du kan bruge rådgivningen anonymt. Først hvis der er behov for mere omfattende hjælp, eller hvis vi sammen skal undersøge din situation nærmere, vil vi bede om relevante oplysninger.

Målgruppen for Åben Vejledning er borgere mellem 18 og 65 år, som kan have behov for støtte på socialområdet.

  • Er du under 18 år, hjælper vi dig videre til Familieafdelingen.
  • Er du over 65 år, hører du som udgangspunkt til på ældreområdet. Der kan dog være situationer, hvor det alligevel giver mening at tale med os. Du er velkommen til at kontakte enten Åben Vejledning eller ældreområdet, hvis du er i tvivl.

Uanset hvem du taler med, er målet det samme:

at du oplever ét sammenhængende forløb, hvor hjælpen hænger sammen, og hvor du ikke selv skal koordinere mellem forskellige dele af systemet.

Samarbejde og faglig støtte i Åben Vejledning

I Åben Vejledning møder du medarbejdere fra forskellige dele af socialområdet, som samarbejder om at hjælpe dig videre.

Nogle dage er der også medarbejdere fra myndighedsområdet til stede. Det betyder, at der kan ske tidlig afklaring af spørgsmål om fx støtte i hjemmet, rettigheder eller muligheder i det kommunale system – uden at du selv skal kontakte flere steder eller starte et nyt forløb et andet sted.

Myndighed indgår som en del af Åben Vejledning, når det giver mening i forhold til din situation. Der træffes ikke afgørelser i Åben Vejledning.

Derudover kan du i Åben Vejledning også møde:

  • medarbejdere fra jobcenteret, når beskæftigelse eller uddannelse er relevant
  • civilsamfundsorganisationer og frivillige, som fortæller om aktiviteter, fællesskaber og tilbud uden for kommunen

Alle medarbejdere i Åben Vejledning er klædt på til at hjælpe bredt med de spørgsmål og udfordringer, du kommer med.

Nogle gange kan der være behov for at tale med en medarbejder med særlig viden om netop dit område. I de tilfælde aftaler vi sammen, hvordan og hvornår det giver bedst mening at følge op.

I Huset Tværs er der et caféområde, hvor du kan få kaffe og købe frokost, hvis du venter.

Ofte stillede spørgsmål om Åben Vejledning

For fagpersoner