Gruppeforløb for børn der bekymrer sig, overtænker og har skolefravær

PPR tilbyder et nyt behandlingstilbud for børn der bekymrer sig, overtænker, har symptomer på angst, depression eller tvangstanker (OCD).

 Det er et gruppetilbud for børn og unge, der går i 4. -9. klasse, hvor der arbejdes med metakognitive metoder. Metakognitive redskaber har fokus på, hvilken funktion tankerne har for barnet, frem for selve indholdet. Sammen med barnet undersøger man, om det reelt gavner barnet at tænke på det, det er bekymret for. Man lærer barnet at lade tankerne være og ikke svare på dem i ord eller handling, men fortsætte med at leve det liv, det ønsker.

Praktiske oplysninger

Gruppeforløbet består af 8 sessioner, som foregår i PPRs lokaler. Forældre skal deltage det sidste kvarter af hver session samt i 2 forældreworkshops, hvor man bliver klædt på til at støtte barnet i processen.

Næste gruppeforløb er med opstart i løbet af september 2022 og er for børn, der går i 6. - 8. klasse.

Gruppen mødes en gang om ugen igennem forløbet og der vil være 2 behandlere tilknyttet en gruppe på 4-6 deltagere. Gruppelederne og behandlerne i forløbet er socialrådgivere fra PPR.

I forløbet er der et samarbejde med barnets skole, der som minimum indebærer et informationsmøde til barnets lærere/pædagoger om, hvordan der arbejdes med metakognitive metoder, samt hvordan skolen kan støtte dette arbejde med at skabe større trivsel og fremmøde i skolen.

Hvis du har et barn eller en ung, der er i målgruppen og ønsker at deltage i et gruppeforløb kan du ansøge ved at udfylde ansøgningsskemaet i samarbejde med skolen. Såfremt barnet får tilbud et gruppeforløb, vil der blive indhentet SDQ skema (Barn, forældre og skole) og fraværsoversigt fra skolen.

Har du spørgsmål til forløbet, er du velkommen til at kontakte Maiken Hougaard på telefon: 2131 1321.

Målgruppe

Målgruppen er børn og unge fra 4. – 9. klasse, som har en eller flere af følgende kendetegn:

  • Har bekymrende fravær i skolen
  • Bekymrer sig meget – eller hele tiden
  • Ofte prøver at undgå at gå i skole – står ikke op eller finder på undskyldninger
  • Undgår ting som han/hun tidligere gjorde – også socialt?
  • Har tvangshandlinger
  • Ofte er nedtrykt og trist
  • Klager over ondt i maven eller ondt i hovedet
  • Reagerer overdrevent voldsomt på selv små negative oplevelser
  • Alt for ofte sender dig sms’er for at høre hvor mor/far er og hvad de laver
  • Ikke tør være alene hjemme
  • Har vanskeligt ved at falde i søvn uden en voksen ved sin side – eller problemer med at sove ude