KIFF - Kursus i Fælles Forældreansvar

KIFF er et kursusforløb for forældre, der er blevet skilt og skal samarbejde om børnene.

Næste hold er med start i oktober!

Kurset er for forældre, der er gået fra hinanden og ønsker at blive klogere på, hvordan de som forældre kan støtte deres børn i deres nye vilkår som skilsmissebørn. ​På kurset gives der hjælp til samarbejdet om børn efter en skilsmisse samt undervisning i og hjælp til den gode kommunikation.

Det er relevant for både nyskilte og forældre, der har været fra hinanden i flere år. Kurset tilbyder både hjælp til forældre som har et meget konfliktfyldt samarbejde og forældre, som langt hen ad vejen har et godt samarbejde, men ønsker at gøre det endnu bedre.

Hvorfor deltage i et kursus i fælles forældreansvar?

  • Fordi et godt samarbejde har stor betydning for jeres børn, også selv om I ikke længere er sammen.
  • Fordi samarbejdet kan være svært, da et samlivsbrud ofte indebærer store omvæltninger og stiller store krav til rollen som forælder – på et tidspunkt hvor det kan opleves allersværest.
  • Fordi viden om jeres børns behov og evnen til at kommunikere konstruktivt er en gave til jeres børn.

Kurset bygger på forskningsbaseret viden, som giver indblik i, hvad der kan fremme og hæmme et godt samarbejde. Erfaringer har vist, at undervisning kan gavne forældres samarbejde og give de voksne mere overblik til at hjælpe sig selv og børnene bedre gennem bruddet.

Kurset kan give viden, redskaber og større motivation til at varetage det fælles forældreansvar.

Næste hold er med opstart i oktober 2019.

Temaer og indhold

  • Hvordan de voksne ofte reagerer i brudprocessen.
  • Hvordan man kan samarbejde og kommunikere konstruktivt.
  • Hvordan børn på forskellige alderstrin kan reagere på bruddet.
  • Hvordan I kan møde barnet på en god måde.
  • Kurset giver viden om, hvad der hjælper med den gode kommunikation.
  • Der gives anvendelige redskaber til samarbejde og håndtering af problemer.
  • Kurset sætter fokus på barnets perspektiv.
  • Kurset giver inspiration til bopæls- og samværsaftaler.

Praktiske oplysninger om kursusforløbet

Tilbuddet består af et kursusforløb på 12 timer, der forløber over tre samlinger af 4 timers varighed

Kurset er en blanding af undervisning og samtaletid med sin ekspartner. Der er ikke tale om gruppearbejde eller diskussioner i plenum. Forældrene får vejledning af underviserne til de samtaler, som de skal have sammen.

Der drøftes ikke noget personligt med andre end den, man er på kursus med.

KIFF er forskningsbaseret og kvalitetssikres af Center for Familieudvikling.

Kurserne foregår i:

PPR's lokaler
Gl. Stationsvej 9 - i stueetagen
8940 Randers SV

Mødelokalerne findes til højre for opgangen.

Tilmelding

Næste kursus er med opstart i oktober.

Hvis man har behov for kurset inden da, kan man kontakte Selvhjælp Randers, der udbyder lignende kursus.

For at deltage skal du udfylde et tilmeldingsskema (kræver NemID). Du vil herefter modtage en kvittering på din ansøgning. Du vil efterfølgende få tilsendt yderligere oplysninger om kurset samt opstart.