Det er blevet sæson for nedfaldsæbler

Og vi ved godt, at det er rigtigt nemt lige at smide dem i affaldsbeholderen til madaffald, men….

Husk at madaffald skal i poser, og så skal det kun i rummet til madaffald. Restaffald betaler vi penge for at få brændt. Og det er jo lidt fjollet at spilde penge på at brænde våde æbler, ikk'.

Vores renovatør giver en del tilbagemeldinger på, at nogle borgere fylder deres affaldsbeholder op med nedfaldsæbler. Det er måske ikke den bedste idé, for bliver beholderen fyldt op med æbler, så bliver den rigtigt tung for skraldemanden at vippe.

Ikke alene kan den blive så tung, at din skraldemand ikke kan vippe den, men beholderen kan også gå i stykker. Og det er dig, der får regningen.

Mange af æblerne bliver også smidt løst i beholderen. Hvis de har ligget og rådnet i beholderen, så bliver den nemt ulækker og ildelugtende. Og så er det også op til dig at få den rengjort. Og vi skal lige huske, at vores affaldsbeholdere er nogens arbejdsplads.

Hvis du har rigtigt mange affaldsæbler, så er det allerbedste  selvfølgelig, hvis du kunne sætte en kasse ud ved vejen, så naboerne kan spise de æbler, du ikke selv kan. Eller du kan selv lave kompost af dem i haven. Selvfølgelig må du også smide dem i en klar sæk og kigge forbi genbrugspladsen. Så skal vi nok lave dejlig kompost på dem.

Tak for hjælpen.