Er din æblehøst større end til eget behov?

Lige nu bugner æbletræerne med frugter ligesom mange andre af havens frugttræer, og der er jo grænser for, hvor mange man kan spise.

Det er lækkert med et dejligt sprødt æble - men nogen gange kan man også få nok. Men så kan man i stedet glæde andre med lækker økologisk frugt lige fra træet.

Det er dejligt med æblekage, men helst ikke hver dag. Og har man et træ, der giver megen frugt, så kan det godt blive lidt overvældende. Det kan være nemt og fristende at rive dem sammen for blot at køre dem på genbrugspladsen, men der er mange og bedre alternativer end til at smide god mad væk.

Du kunne måske i stedet:
  • lave juice, most eller cider af dem
  • lave grød eller mos af dem til at lægge i fryseren – så har du til æblekage, når du får lyst eller du får uventede gæster (husk kaffe 😉)
  • samle dem sammen og sætte dem i en spand ud for din indkørsel, og lade naboer og andre få glæde af dem, der ikke er så heldige at have et frugttræ
  • tilbyde dem til venner og bekendte - måske i en Facebookgruppe?
  • smide dem på komposten og lave god og næringsrig gødning af dem
  • lægge dem langs hækken til smådyr – solsorter elsker æbler. (Har du problemer med rotter, så skal du ikke lige følge dette her råd).

Madaffaldsbeholderen kan bruges til mindre mængder af nedfaldsfrugten, men kommer der for mange af dem i beholderen, så kan din skraldemand ikke tippe beholderen. Beholderen kan også knække, og du hænger selv på regningen, hvis den går i stykker.

Hvis frugt har ligget og rådnet i beholderen, så bliver den også nemt ulækker og ildelugtende. Og så er det også op til dig at få den rengjort. Og vi skal jo lige huske, at vores affaldsbeholdere er nogens arbejdsplads.

Valdemarsro har en lækker opskrift på go’ gammeldaws ævlekage

Rååpress viser, hvordan du laver din egen most