Husk, NUL asbest på genbrugspladsen…

Vi minder lige om, at af hensyn til arbejdsmiljøet for medarbejdere og gæster på genbrugspladsen kan vi stadig ikke modtage asbestholdige materialer på genbrugspladserne. Det skal ALTID afleveres på Randers Affaldsterminal på Romalt Boulevard.

Af hensyn til vores allesammens sundhed, så må du ikke 'snige' asbestaffald ind på genbrugspladsen.

Asbest og eternit udgør en alvorlig sundhedsrisiko og skal behandles med omtanke. Derfor er det ikke så smart, når nogen forsøger at omgå forholdsreglerne og snige en asbestplade ind bag en tilfældig container. Forholdsreglerne er der for at beskytte vores medarbejdere og andre besøgende på genbrugspladsen.

Hvad betyder det helt konkret

Alle asbestholdige materialer, såsom asbest og eternit, afleveres forsvarligt indpakket på Randers Affaldsterminal, der ligger lidt længere nede af vejen fra Randers Genbrugsplads. Adressen er Romalt Boulevard 64, 8960 Randers SØ. Her er faciliteterne indrettet til at kunne modtage de asbestholdige materialer.

Åbningstiderne for aflevering af asbest er mandag til torsdag fra kl. 7-15 og fredag fra kl. 7-14.

Sådan gør du

Henvend dig i vejerboden ved bommen, så vil du blive hjulpet videre. Asbestholdigt affald skal altid pakkes forsvarligt i plastfolie, støvtætte poser eller bigbags. Det gælder både hele plader og mindre stykker. Kravet gælder også asbestfrit eternit, da der ikke kan ses forskel. Hvis dit asbestaffald er forsvarligt indpakket, så hjælper vi selvfølgelig med at læsse større partier af.