Søren og familien har skabt en bæredygtig hverdag, der er til at leve i

Genbrugsmøbler, bæredygtige byggeprojekter og en vaskemaskine, der kører om natten. For Søren og hans familie fra Langå spiller klima og miljø en vigtig rolle i de valg, de træffer i deres hjem.

Familien shopper gerne genbrugsmøbler - det er en god måde at skabe både hygge og et personligt udtryk på.

At skabe et bæredygtigt hjem kan virke som et uoverskueligt projekt. For betyder det, at vi skal bygge vores egne vindmøller og genbruge filtreret vand? For Søren Brøndum Christensen er det at skabe et bæredygtigt hjem både overskueligt og sjovt. Hans erfaringer kan opsummeres til tre simple råd. Kan du følge dem alle?

1. Hav dig selv med

”For mig handler bæredygtighed om at gøre det, jeg allerede gør – bare med et grønnere fortegn”, opsummerer Søren, som sammen med sin familie tænker bæredygtighed ind i hverdagen.

For det er de daglige tiltag, som giver mening for Søren, kæresten Anna og deres to børn. Det vil sige et lavt forbrug, møbelshopping i genbrugen og en vaskemaskine, der kører om natten for at bruge grøn energi. Familien fra Langå spiser blandt andet plantebaseret mad, og i efterårsferien tager Søren sin gamle tømreruddannelse i brug, når han giver sig i kast med at bygge et legehus af trærester fra dengang han byggede et halvtag over haven.

Et projekt, som børnene allerede har kastet sig over med design-idéer og planer om at være byggeassistenter.

”Hvis du kaster dig over noget, som du naturligt går op i, bliver det sjovere at gøre bæredygtigt, og så får det lidt ekstra værdi”.

2. Børnene skal være med

”Vi sørger for at snakke med vores børn om de valg, vi tager, men uden at trække det ned over hovedet på dem. Så får de mulighed for at vælge til, hvor de vil”, forklarer Søren, hvis børn dog holder af at gå på opdagelse i genbrugsbutikken og har værelser, hvor de færreste ting er købt fra nyt.

Så selvom om Søren og Anna endnu ikke har oplevet den store modstand fra børnene, har de gjort sig tanker om, hvordan det skal håndteres:

”Vi kan ikke styre vores børn for evigt, men vi kan prøve at give dem nogle vaner med i livet”.

3.Bæredygtighed er ikke perfektion

”Det handler om at gøre det, man kan med de muligheder, man har. Vi måtte f.eks. erkende, at den bedste løsning for os, var at købe vinduer, som godt nok indeholder aluminium, men til gengæld var til at betale og holder længere”, siger Søren, som på den måde har sikret, at han ikke kommer til at bruge ressourcer på nye vinduer i de næste mange år.

For ham har det været vigtigt at acceptere, at det næppe er muligt at omstille sig til 100 procent bæredygtighed. Men det betyder ikke, at man helt skal lade være.

”Det er ligesom en slankekur. Hvis man går for radikalt ind i det, kan det være svært at ændre vaner. Men med overskuelige tiltag, bliver det til sidst en naturlig del af hverdagen”.

Læs mere om bæredygtig bolig og hverdag på klimaliga.dk – og vælg ’Borgere’.

Søren og familien dyrker køkkenhaven med bæredygtighed for øje. Det vil sige, at de ikke bruger maskiner og ukrudtsmiddel, og at jord bliver hentet på genbrugspladsen frem for at købe spagnum i pose.