Affaldsmagasinet EXIT 2020 kommer i uge 2

Affaldsmagasinet Exit 2020 er ude nu. Vi husstandsomdeler bladet i uge 2, og det er sprængfyldt med spændende artikler og praktiske oplysninger om affald og genbrug.

I år tager vi verdensmålene under kærlig behandling og ser på, hvordan du hjemme ved skraldespanden er med til at gøre en forskel. Ved at sortere, genbruge og genanvende, så belaster vi vores omverden mindre. Vi kan alle sammen være med til, at ressourcerne bruges mere fornuftigt. Og sammen gør vi en stor forskel ikke alene for vores kommune men også for kloden.

Hele Danmarks Nicolai og Lourdes fra programmet Nybyggerne deler, hvordan de indretter sig med vægt på, at man indretter sig med genbrug og loppefund, der både giver din bolig et mere personligt udtryk, men hvor det også er billigere og ikke belaster miljøet, som hvis du bare købte nyt.

Vi besøger også lokale virksomheder og forretninger, der gør deres til, at noget af affald bliver genanvendt eller direkte genbrugt. Alt fra den smukke stol FALK fra Houe til affaldshjælperen BuddyBob, der begge er lavet af affaldsplast. Eller se et smukt sommerhus bygget af brændte genbrugsbrædder.

I magasinet kan du selvfølgelig også se de forskellige skraldespande, der er at vælge mellem. Du kan se tømningsfrekvenser og priser på tømninger og andre nyttige oplysninger. Du finder også en nem oversigt over sortering af husholdningens mest gængse affald lige til at rive af og hænge på køleskabet.

Du kan såmænd også hygge dig med den ’Den farlige affaldsquiz’ og se, hvor grøn du egentlig er, eller om du skal læse op på din håndtering af det farlige affald.

Hold øje med postkassen i uge 2, så bladet ikke ulæst ryger i genbrugsbeholderen til papir. Har du sagt ’Nej tak’ til reklamer og gratisaviser, kan du hente et eksemplar her:

  • Borgerservice
  • Genbrugspladserne
  • Kundecenteret i Udvikling, Miljø og Teknik
  • Biblioteker og bogbus

Du kan også læse magasinet her.

God læselyst :-)