Affaldsmagasinet EXIT 2021 omdeles i uge 2

Affaldsmagasinet Exit 2021 er nu på gaden. Vi har husstandsomdelt bladet i uge 2, og det er sprængfyldt med spændende artikler og praktiske oplysninger om affald og genbrug.

Med udgangspunkt i verdensmål nr. 12 ’Ansvarligt forbrug og produktion’ kigger vi på alt det nye og spændende, der sker i affaldsverdenen. Hvordan kan vi forbruge mindre og genbruge mere? Og hvad kan du gøre? Og hvad gør andre? Ved at sortere, genbruge og genanvende, så belaster vi vores omverden mindre. Vi skal alle sammen være med til, at ressourcerne bruges mere fornuftigt. Og sammen gør vi en stor forskel ikke alene for vores kommune men også for kloden.

Connie Hedegaard, tidligere Miljøminister og EU-klimakommissær, understreger, at vi bliver nødt til at gøre tingene anderledes og bedre. Vi bliver flere på jorden, og det belaster det aftryk vi sætter på jordkloden. Hvis vi alle justerer vores adfærd ved at forbruge mindre og bedre, så bliver det aftryk også mindre.

Vi besøger også Lisbeth Grove Mikkelsen, der var med i Løvens Hule. Hun fik en lys idé, hvor hun skabte smarte lamper af gamle vandrør. Det har hun nu fået en fin virksomhed ud af, og hun har endda kunnet ansætte flere medarbejdere. Så der kan være penge at tjene, når man tænker kreativt og ud af boksen – også i affald.

I Langå sidder en gruppe ’Grønne mænd’ og hjælper og lærer dig, hvordan du kan reparere cykler, brødristere og meget mere.

Selina Juul, der er stifter af ’Stop Spild Af Mad’ giver gode råd til at undgå madspild, og stylist Laura Lava hjælper Rita Houmann fra Stevnstrup med at bruge alt det tøj, der allerede hænger i hendes klædeskab.

Lasse David Povlsen fra ’bageri & bistro’ i Uggelhuse tilbereder og laver lækker mad af meget af det, som du og jeg smider i den grønne madspand til køkkenaffald. Få tips og tricks til, hvordan du også kan spise dine kartoffelskræller.

I magasinet kan du selvfølgelig også se de forskellige skraldespande, der er at vælge mellem. Du kan se tømningsfrekvenser og priser på tømninger og andre nyttige oplysninger. Du finder også en nem oversigt over sortering af husholdningens mest gængse affald lige til at rive af og hænge på køleskabet.

Du kan såmænd også teste dig selv om du har styr på din viden om madaffald, eller hvor godt du egentlig kender dit farlige affald?

Hold øje med postkassen i uge 2, så bladet ikke ulæst ryger i genbrugsbeholderen til papir. Har du sagt ’Nej tak’ til reklamer og gratisaviser, kun du hente dit eksemplar her:

  • Genbrugspladserne

Du kan selvfølgelig også bare læse den digitale version her: Affaldsmagasinet Exit 2021

Vi siger god læselyst!