At leve klimavenligt kan også ses på din bankbalance

Vores livsstil bidrager til klimaforandringerne. Med blot nogle enkle ændringer, kan du sætte et positivt aftryk på dit CO2-aftryk OG din bankbalance.

Desværre er danskerne blandt verdens mest CO2-udledende folkefærd, selvom vi ofte tænker på Danmark som et grønt foregangsland.

Årsagen er vores livsstil, hvor alt fra madvaner og indkøb af blandt andet flyrejser, biler, boliger, tøj og elektronik bidrager til et stort ressourceforbrug. Danmark udleder hvad der svarer til 49 mio. ton CO2 om året. Vores udledning stammer fra industrien, transportsektoren, landbruget, bygninger og vores forbrug.

Danskernes samlede CO2 udledning er imidlertid langt højere end de 49 millioner ton. Den gennemsnitlige dansker forårsager en udledning på 19 ton om året. Det er mere end dobbelt så meget, som det vi rapporterer til FN. Det skyldes blandt andet, at vi importerer varer og materialer fra hele verden, hvor disse ting har haft et CO2 aftryk, og det at vi rejser meget udenfor landets grænser. Puhaaa, det er da til at blive helt deprimeret af, ikk’!

Jamen, hvad kan jeg da gøre?

Ja, det er nemt at blive helt opgivende, når man bliver konfronteret med den slags informationer. Den nuværende brug-og-smid-væk-kultur er enormt belastende for både miljøet og for klimaet. At nedsætte vores forbrug kræver derfor en kulturændring i vores moderne tankegang og forbrugsmønster. Vi skal til at bruge tingene længere og ikke bare kassere dem ved første skår i glasset eller den næste opdatering af iPhone-et-eller-andet. At blive en bevidst forbruger handler ikke kun om at købe det rigtige, men det handler også om at tage bevidste valg om, hvorvidt man overhovedet skal købe de ting. Nogle gange skal man vælge materielle ting fra og købe tid eller oplevelser i stedet for.

Udover at du gør dig selv og din omverden en stor tjeneste, så er der også en ekstra bonus for dig personligt. For at leve klimavenligt betyder oftest også færre udgifter for dig som forbruger. Her får du fire tips lige til at gå til:

Du kan købe ind med omtanke

Hvad du putter i din indkøbskurv, har en stor indflydelse på miljøet, og om du lever klimavenligt eller ej. Kød er særligt en af de store syndere, når det kommer til forurening. Derfor kunne du skære ned på indkøb af kød og indføre nogle kødfrie dage om ugen.

De fleste børn elsker retter med hakket kød, som Bolognese og Lasagne. I disse familie-favoritter kan du nemt udskifte det hakkede kød med røde eller grønne linser. Prøv f.eks. denne alternative millionbøf. Med dagens kødpriser, så kan du her spare rigtigt mange penge. 500 gram linser koster under 30 kr. og her er der ’kød-erstatning’ til flere retter til en familie. Til sammenligning så koster 500 gram oksefars ca. 50 kr., og det er til en portion bolognese.

Forsøg også at handle så lokalt som muligt. Det hjælper miljøet at købe varer, der ikke skal transporteres internationalt for at ende i dit supermarked. Når du handler lokalt, vil du ofte også kunne spare emballagen væk. Emballage er nemlig også en stor synder, og du bør derfor styre så vidt muligt uden om fødevarer i emballage. Mindre emballage giver mindre affald. Det giver mindre forbrænding af affald, hvilket vi betaler for, og mindre transport både ved afhentning af affaldet hjemme hos dig og i transporten til de anlæg, der brænder det af eller sender det videre til genbrug.

Hop på cyklen

Vi har en tendens til altid at vælge bilen, selvom der er rig mulighed for at tage offentlig transport eller cyklen. Dette er en dårlig vane, hvis du gerne vil leve mere miljørigtigt. Forsøg derfor at lade bilen stå derhjemme så ofte som muligt og vælg i stedet at benytte tog og busser, da de i forvejen kører den rute, som du ellers ville have taget i bil.

Cyklen er selvfølgelig at foretrække for miljøet, da en cykel på ingen måde forurener, når den først er produceret. Og som en ekstra bonus er den gratis i brug. Tidens benzin priser har gjort et alvorligt indhug i de flestes økonomi lige i tiden. Bor du i byen, vil det som regel også være en hurtigere løsning at benytte cyklen frem for bilen. Det er nemlig noget lettere at komme rundt på cykel herinde – og du skal heller ikke tænke på parkeringsudgifter.

Tænk over dit forbrug

Lange bade er noget, som de fleste mennesker nyder, men der er en bagside ved denne fornøjelse, og det er, at der ryger ti liter vand ud i minuttet. Tag korte bade, hvis du ønsker at skåne miljøet. Sluk for vandet, mens du sæber dig ind. Du kan eventuelt vælge at sætte en timer i gang, når du går i bad. På den måde er du sikker på, at det ikke ender med, at du alligevel står under bruseren i halv time. Det vil også kunne ses på din varmeregning, at du afkorter brusebadet.

Foruden at tænke over de lange bade skal du også tænke over dit varme- og elforbrug. Forsøg at holde radiatorerne slukket så længe som muligt, og inden du tænder dem, er det vigtigt, at du sikrer dig, at dit hjem er ordentligt isoleret, så du ikke ender med at fyre for gråspurvene. Når det kommer til dit elforbrug, vil det gøre en stor forskel, hvis du sørger for at slukke for de stikkontakter, som du ikke er i gang med at bruge. Og man kan altid tage en varm trøje eller uldne sokker på, hvis men synes, at temperaturen bliver lidt for frisk.

Skru ned, når du vasker tøj

Sidst men ikke mindst kan du vaske tøj med omtanke. Det betyder, at du skal undgå at vaske, medmindre du kan fylde en hel maskine op. Du kan vaske tøjet ved så lave temperaturer som muligt. På grund af enzymrigt vaskemiddel vil dit tøj blive lige så rent ved 30 grader, som det vil ved 60 grader. Skyllemidlet kan udskiftes med hvid lagereddike. Så belaster du ikke vandmiljøet på samme måde, og du sparer mange penge. En liter Bamseline koster 25 kr. Til sammenligning kan du købe 1 liter hvid lagereddike til 6 kr. – og så er der heller ikke parfume i, så det er til glæde for din hud og sundhed.

Hvis det er muligt at lufttørre tøjet, så er det også langt bedre på en række punkter: du sparer strøm til glæde for miljøet og din pengepung. Og dit tøj holder længere, hvilket på sigt også giver bonus på budgetkontoen.

Der er mange andre tiltag som du personligt kan gøre: hvordan og hvor ofte du køber tøj. Hvor godt har du isoleret din bolig – og mange flere håndtag. Du kan måske ikke omlægge alle dine vaner på én gang. Men som ordsproget siger ’Mange bække små, gør en stor å’, så hvis vi alle sammen gør bare noget af det, så vil det kunne ses på den samlede slutlinje.

FAKTA

Hvis vi skal nå målsætningen om at holde den globale opvarmning på 1,5 grad, skal vi ifølge IPCC nedsætte vores udledning med 80-95% inden 2040. For at nedsætte vores samlede udledning med 80-95% skal der både ske strukturelle ændringer i produktionsmetoder af alle vores produkter, så produktionen udleder brøkdele af, hvad den gør i dag. Samtidig skal der ske en kraftig reduktion i det individuelle forbrug.

Kilder: Verdens Skove og Greenet.dk