Brugte mundbind og hjemmetests skal i restaffald

Hjælp os med at passe på skraldemændene og undgå mundbind, der flyder på vejen: Smid mundbind og hjemmetests ud i posen til restaffald. Ikke løst i beholderen.

Når affaldsbeholderen alligevel står der i indkørslen, og du kommer hjem og er færdig med at bruge mundbindet, så er det let lige at løfte låget og smide det brugte mundbind ud. Men lige så let som det ryger ned til affaldet, lige så let blæser det væk, når beholderen skal tømmes, og skraldemændene vipper bunden i vejret på den. Tag mundbindet med ind og smid det i posen til restaffald. Så er det pakket ind, og vi slipper for mundbind, der ligger og flyder. Samtidig passer vi bedre på vores skraldemænd, når de ikke skal gå og samle brugte mundbind op.

Har du taget en hjemmetest? Så skal den brugte test også smides ud med restaffaldet. Selvom den er lavet af plastik, skal den ikke ud med emballagen. Der står medarbejdere ved båndet i plastiksorteringen, og dem vil vi gerne skåne for at skulle håndtere den potentielle smittefare ved de brugte tests.