Exit 2022 har fået nyt efternavn og mere indhold

Det hedder nu ’Exit – Dit Bæredygtighedsmagasin 2022’. Vi husstandsomdeler bladet i uge 2, og det er sprængfyldt med spændende artikler og praktiske oplysninger om bæredygtige emner.

Det handler stadigvæk også om affald og genbrug, men vi har bredt paletten ud

Ja, affald og genbrug kan vi ikke komme udenom, når vi snakker bæredygtighed. Men der er en hel masse andre spændene, bæredygtige tiltag i hele Randers Kommune – og dem vil vi gerne sætte mere fokus på.

Hvad er der så på den nye menu i bladet?

Du kan blandt andet læse bæredygtighedspsykolog Simon Elsborg Nygaards bud på, hvordan du kan give dit forbrug et serviceeftersyn og stadigvæk bibeholde din livskvalitet.

Eller hvad med at møde Brian Rasmussen og Asser Øllgaard fra Randers Regnskov, der delte deres viden og kærlighed til dyre- og planteliv i form af biologiundervisning af en masse børn, da de livesendte under coronanedlukningen?

Tre veninder, Cecillie, Christine og Emma, fortæller, hvordan de tager på shopping i genbrugsbutikkerne og får unikke varer med hjem. Det er direkte genbrug, hvor der ikke alene spares på miljøet men også på pengepungen. Genbrug er nemlig det nye sort blandt de unge.

Læs historien bag Danmarks første legeplads af hospitalsplast. Det fortæller projektleder Maria Gaden mere om. Og hvordan Randers FC tænker bæredygtighed ind i alt fra belysning til madaffald.

Vi fortæller historien om naturen, og hvordan vi forsøger at forbedre chancerne for dyreliv og planteliv ved at lave nogle ting om, som f.eks. ’floder af blomster’ til bierne, og hvorfor træerne nogle gange får lov til at ligge som de falder i skoven, for nogen gange giver ’rod’ nemlig mening.

Vi peger også projektøren hen på bæredygtige hjem og virksomheder

Carol Sannes fortæller historien om opstarten på hendes bæredygtige produktion af tyngdebamser til mennesker, der kæmper med f.eks. angst og uro.

Eller hvad med GENbruget i Munkdrup, hvor man tænker bæredygtighed ind i bolig og hverdag.

Sheida Nielsen og Torben Hansen har forvandlet en gammel minkfarm til drivhuse, og de har endog plads til lejere, blandt andet gartneren Magnus Buch. Du kan møde dem alle tre i bladet.

Søren Brøndum Christensen og hans familie fortæller, hvordan de helt lavpraktisk forsøger at leve så bæredygtigt som muligt – uden at sætte livskvaliteten på spil. Læs med og bliv inspireret.

I magasinet kan du selvfølgelig stadig se de forskellige skraldespande, der er at vælge mellem. Du kan se tømningsfrekvenser og priser på tømninger og andre nyttige oplysninger. Du finder også en nem oversigt over sortering af husholdningens mest gængse affald lige til at rive af og hænge på køleskabet.

Hold øje med postkassen i uge 2

Så bladet ikke ulæst ryger i genbrugsbeholderen til papir. Har du sagt ’Nej tak’ til reklamer og gratisaviser, kun du hente dit eksemplar her:

  • Genbrugspladserne i kommunen
  • Biblioteker
  • Borgerservice
  • Kundecentret i Udvikling, Miljø og Teknik

Du kan selvfølgelig også bare læse den digitale version her: Affaldsmagasinet Exit 2022

Vi håber du vil synes om det nye format og ønsker dig rigtig god læselyst.