Fra ymerbæger til skraldespand

Indkøb af affaldsbeholdere er normalt ikke noget, der flytter grænser i den grønne omstilling. Det laver vi om på i Randers Kommune, for nu skal de velkendte affaldsbeholdere i indkørslerne nemlig laves af genanvendt plast hjemme fra dig og mig.

Den plast, som du derhjemme smider i genbrugsbeholderen, skal genanvendes. Det har længe været visionen i Randers Kommune, for vi vil beholde førertrøjen for nytænkning, når det gælder genanvendelse af plast. Det er også en vigtig brik for at nå målet om at være en CO2-neutral kommune. Én måde at gøre det på er, at vi via vores indkøbskraft vælger produkter lavet af genanvendt plast – og endnu bedre bliver det, hvis den plast er indsamlet lige her i vores egen kommune.

”Når vi eksempelvis køber nye affaldsbeholdere til at stille hos borgerne, er det ret store mængder plast vi køber. Derfor er det oplagt, at vi stiller krav til, hvor den plast kommer fra”, forklarer Allan Asp Poulsen, der er leder af Affald & Genbrug ved kommunen. ”Og når vi nu selv står med alt den plast, vi har samlet ind, så skal vi selvfølgelig have lukket det kredsløb”, fortsætter han.

Ordren lyder på 17.000 affaldsbeholdere i første omgang, og de skal være produceret af minimum 40% plast fra borgerne i Randers Kommune. Da Affald & Genbrug undersøgte mulighederne for at købe affaldsbeholdere produceret af den indsamlede plast, fandtes der ikke et produkt, vi kunne købe. Men det skal man ifølge Allan Asp Poulsen ikke lade sig stoppe af.

”Hvis vi sørger for at være ude i god tid og tage en grundig dialog med producenterne inden vi laver en bestilling, har de mulighed for at skabe den vare, vi efterspørger. Vi fik hele tre tilbud, hvor vi lagde meget vægt på miljø og genanvendelse”.

MV Plast fra Randers, med Dansk Affaldsminimering i Langå som underleverandør, fik opgaven. De to firmaer har gennem flere år haft et dedikeret udviklingssamarbejde om genanvendelse af husholdningsplast, hvor også plast fra husholdningerne i Randers bliver brugt til en række nyskabende produkter.

En nødvendig omstilling

Hos MV Plast er man efterhånden blevet eksperter i den genanvendte husholdningsplast. Her bliver lavet alt fra paller til designerstole af gamle shampooflasker, og det er ifølge direktør Michael Velling nødvendigt at omstille produktionen til et cirkulært kredsløb.

”Vi selvfølgelig enormt glade for at være en del af det bæredygtige udviklingsmiljø, der er i Randers Kommune. For 5 år siden startede vi og har siden investeret mange ressourcer og tid i omstillingen af maskinparken. Nu bærer indsatsen frugt, og vi ser en spændende og stadigvæk udfordrende fremtid i møde, for der ligger et stort udviklingspotentiale i den cirkulære produktion”, fortæller Michael Velling. Han håber, at flere kommuner vil gå i Randers Kommunes fodspor og revurdere deres traditionelle udbud, inden de bestiller plastprodukter.

Kommunerne skal tage ansvar for deres eget plastaffald

Hos Dansk Affaldsminimering er man også glade for at se, at Randers Kommune også tager ansvar for deres indsamlede plast, ved at efterspørge det i nye produkter.

”Vi renser og forarbejder kommunernes plastik, så det kan indgå i nye produkter. Men hvis ikke, der er efterspørgsel på produkter af genanvendt husholdningsplast, så bliver det sværere at få plastikken tilbage i kredsløbet, og det jo først der, det begynder at batte i klimaregnskabet”. forklarer Kim Dalsgaard, der er direktør i Dansk Affaldsminimering.

”Det kræver en målrettet indsats at være ’First mover’. Når Randes Kommune går ind og efterspørger en affaldsbeholder af deres egen plastik, så tager de ansvar for at der kommer et træk gennem hele værdikæden som sikrer, at den plast, vi genanvender, kan afsættes og komme ind i et cirkulært kredsløb”.