Genbrugspladserne modtager ikke længere asbest eller eternit

Øget fokus på arbejdsmiljø og et påbud fra Arbejdstilsynet betyder, at vi på genbrugspladserne ikke længere kan modtage asbestholdige materialer. Fra mandag den 12. juli skal det afleveres på Randers Affaldsterminal på Romalt Boulevard.

Asbest og eternit udgør en sundhedsrisiko og skal behandles med omtanke. Derfor tager vi nu konsekvensen af arbejdstilsynets gennemgang af genbrugspladserne. Gennemgangen påpegede nogle udfordringer ved den nuværende ordning for, hvordan borgerne kan aflevere asbest og eternit på genbrugspladserne.

Det er selvfølgelig rigtigt ærgerligt, når det bliver lidt mere besværligt at aflevere sit asbestholdige affald, men den måde vi gør tingene på, skal ikke være på bekostning af nogens helbred. Så nu retter vi op på ordningen af hensyn til sikkerhed og arbejdsmiljø – både for borgere og medarbejdere.

Hvad betyder det helt konkret

Fra den 12. juli skal asbestholdige materialer, såsom asbest og eternit, afleveres forsvarligt indpakket på Randers Affaldsterminal, der ligger lidt længere nede af vejen fra Randers Genbrugsplads. Adressen er Romalt Boulevard 64, 8960 Randers SØ. Her er faciliteterne indrettet til at kunne modtage de asbestholdige materialer.

Åbningstiderne for aflevering af asbest er mandag til torsdag fra kl. 7-15 og fredag fra kl. 7-14.

Sådan gør du

Henvend dig i vejerboden ved bommen, så vil du blive hjulpet videre. Asbestholdigt affald skal altid pakkes forsvarligt i plastfolie, støvtætte poser eller bigbags. Det gælder både hele plader og mindre stykker. Kravet gælder også asbestfrit eternit, da der ikke kan ses forskel. Hvis dit asbestaffald er forsvarligt indpakket, så hjælper vi selvfølgelig med at læsse større partier af.