Nye priser for 2021

Vores priser for 2021 blev godkendt i efteråret, og nu kan du se dem på din ejendomsskattebillet. Måske vil du bemærke et par ændringer.

Hvorfor stiger priserne?

Der er flere ting, der spiller ind. En af dem er, at der efterhånden er flere lande, der affaldssorterer, og derfor er der kommet større mængder genbrugsmateriale på markedet. Det betyder en del for priserne på f.eks. pap, papir og PET-plastik, der ikke længere er lige så meget værd.

For et par år siden kunne vi få 2.000 kr. for et ton PET-flasker, nu får vi måske 500 kr./ton, hvis vi er heldige. Der gælder det samme for pap og papir, hvor markedet i hele verden er blevet oversvømmet og vi får markant lavere priser, når vi sælger det i dag.

Kan man få det billigere?

Det er en god idé lige at tjekke, om du har de beholdere og ordninger, der passer til behovet. Kan du nøjes med at få hentet restaffald hver 14. dag, er der penge at spare her. Mange glemmer f.eks. at skifte til en mindre beholder eller gå fra ugetømning til 14-dages-tømning, når børnene flytter hjemmefra.

Den billigste løsning er en 240L dobbeltbeholder til restaffald og organisk med tømning hver 14. dag. Den koster 1.118,75 kr., og det giver en samlet pris på 2.621,25 kr. Står beholderne ved skel, kan du desuden spare 62.50 kr. pr. beholder – giv os besked her.

Hvordan ligger priserne i Randers Kommune?

Vi har i en årrække haft lave priser i Randers, så med stigningen kommer vi nu op i samme prisleje, som vores nabokommuner har ligget på længe. Vi hører stadig til i den billige ende, når man kigger på hele landet.

Vores ambition er at skabe mest miljø for pengene, og derfor kæmper vi ikke for at være de billigste. Vi skal være de grønneste uden at være de dyreste.

Se alle priser og beholdere her.

Hvorfor skal jeg nu betale for at få hentet organisk affald?

Prisen for det organiske affald har indtil i år været en del af genbrugsgebyret. Nye, nationale retningslinjer betyder, at det organiske affald skal have sit eget gebyr. Så du har altid betalt for det, det er bare blevet tydeligere nu. Derfor falder genbrugsgebyret også, da afhentning og håndtering af organisk affald ikke længere er en del af det.

Det betyder dog, at det ikke længere koster det samme uanset hvilken løsning du har til organisk affald. Det billigste er nu en 240 L dobbeltbeholder til rest/organisk med tømning hver 14. dag.