Sortér dit affald, før tyven gør det

Sorterer du også dit affald? Eller er din moral så flosset i kanten, at du skal belæres af en tyveknægt?

Spændingen stiger i takt med, at tyvekosterne ryger i tasken. Det ligner en krimi, du nok har set før, men handlingen tager alligevel en uventet drejning. Tilbage står du med et råd om at få sorteret dit affald, før tyvene gør det. Hvad vi snakker om? Hvis du var i biffen i november måned, så du måske vores teaser, hvor et par tyveknægte konfronterer husets beboere med deres dårlige sorteringsvalg af affaldet.

For selvom det går godt med affaldssorteringen i Randers Kommune, så må vi også konstatere, at der stadig er en del at komme efter. Der ryger stadig glas, dåser og plastbøtter i den sorte pose med restaffald. Og her ender de altså på forbrændingsanlægget og kan ikke få nyt liv i nye produkter – og det er da ærgerligt.

Glimt i øjet og et lille twist

Den bæredygtige løsning er at genanvende ressourcerne så mange gange som muligt, men for at understrege det budskab er den løftede pegefinger er pakket langt væk. I stedet slår vi med kampagnen på humor og den overraskende udfordring der ligger i, om alle os hjemme i køkkenerne mon er lige så samvittighedsfulde som en tyveknægt?

Filmen er en påmindelse fra kommuner og affaldsselskaber i Business Region Aarhus om, at vi skal passe på vores ressourcer og sortere vores affald. Vi har vist den før, men vi synes godt, at den kan tåle en tur mere i biffen.

Fakta

  • Bag kampagnen står flere kommuner og affaldsselskaber i Business Region Aarhus: Hedensted Kommune, Horsens Kommune, Renosyd, AffaldVarme Aarhus, Favrskov Forsyning, Randers Kommune og Revas.
  • Produceret af Jalabert Productions.