Tag en tur til affaldslandet ”Væk” i efterårsferien

Hvor bliver affaldet af, når skraldemanden kører det ”Væk”? Og hvordan bliver de tomme sodavandsdåser og leverpostejbakker tryllet om til penge? Det kan børn og andre nysgerrige sjæle få svar på, når Randers Affaldsterminal åbner porten til en anden verden i Børnekulturugen.

Efterårsferien står for døren, og vi tilbyder kommunens børnefamilier en gratis, spændende og ikke mindst lærerig oplevelse på Affaldsterminalen. Her kan I få svar på alle jeres spørgsmål om affald, genbrug og genanvendelse, og vi er sikre på, at det vil påvirke familiens affaldsvaner fremover. Affald behøver nemlig ikke at være kedeligt.

Tag din mor og far eller dine bedsteforældre i hånden, og kom ud til os og oplev vores sorteringsanlæg og store maskiner, og se vores smarte hvirvelstrømsmagnet, som får dåserne til at flyve.

Når du har været på rundtur på Affaldsterminalen, så er der rig mulighed for lidt sjov og leg i værkstedet. Her kan du blandt andet prøve at skille noget gammelt elektronisk legetøj ad og se, hvad der gemmer sig indeni, lave punge ud af mælkekartoner eller halloween-flagermus og fabeldyr af hjemmets ”affald”.

Bliv stormester i sortering

Når du har været på besøg, så vil du forstå, hvor vigtigt det er at sortere, når affaldet forlader dit hjem. Du vil se, hvordan det meste af affaldet kan genbruges og genanvendes. Efter en rundvisning på vores affaldsterminal, hører vi tit, at både børn og voksne kommer hjem som små affaldsnørder, der opmærksomt holder øje med, om affaldet kommer de rigtige steder hen derhjemme. Og det er til gavn for dig og mig og miljøet.

Fakta:

  • En tur til ”Væk” foregår mandag og tirsdag i efterårsferien, kl. 9.30 og kl. 13 begge dage
  • Tilmelding er nødvendig, book hellere i dag end i morgen på affaldsskolen.dk

Læs mere om arrangementet og masser af det andet, gratis sjov i efterårsferien i Børnekulturugens program eller på www.bornekulturugen.dk