Toilettet er ikke den ’våde skraldespand’.

Vi skaber masser af affald, når vi er på badeværelset, men udover toiletpapiret, så skal det aldrig skylles ud i toilettet.

Ikke alene kan noget af affaldet genanvendes, men affald vi skiller os af med på den forkerte måde, kan i sidste ende blive dyrere også for dig. Det koster mere på bundlinjen at sende noget til forbrænding, end det gør at sælge som genbrugsfraktion, og det reflekteres også på din ejendomsskat.

Først den ulækre

Vatpinde og vatrondeller og tamponer skal aldrig smides i toiletkummen. Det skal i restaffaldet. Ryger det i toilettet, så risikerer vi ’fatbergs’ (på dansk fedtbjerge) i kloaksystemet. Et fedtbjerg er en meget stor samling af diætfedt og andet husholdningsaffald, der kan dannes i kloakken. Et fedtbjerg blokerer gradvist rør og truer med at forårsage oversvømmelser i boliger og virksomheder.

Vådservietter, tungt eller luksuriøst toiletpapir og værst af alt, bleer og menstruationsbind i polyester er hovedårsagerne til fedtbjerge, og det er rigtigt dyrt at skulle lukke og rense kloakken for disse store fedt bjerge. Du kan læse mere om problemstillingen hos Vandmiljø Randers. Det er desværre et stigende problem.

Den gamle udslidte tandbørste, éngangsskraberen og når toiletbørsten er blevet for klam, de skal alle i restaffaldet.

Så den ’grønne’

Vi har jo også andet affald på badeværelset, og noget af det kan genanvendes. Det gælder selvfølgelig den tomme toiletrulle og kartonen fra tandpastaen - de skal i papirbeholderen. Og når du har tømt shampooen, øjenmakeupfjerneren og alle de andre hårde plast flasker og dunke m.v., så skal de smides i beholderen til hård plast. Det gælder også den knækkede plastik hårbørste. Har du helt tomme parfume- eller cologneflasker af glas, så skal de også i beholderen til metal, glas og hård plast.

Har du brugt toiletrens-beholderen helt tom, så må den også gerne komme i genbrugsbeholderen. Det gælder alle rengøringsbeholdere – selvfølgelig kun hvis de er brugt helt op.

Til sidst ’den farlige’

Er barberskummet, hårlakken og deodoranten i sprayflasker under tryk, så de skal afleveres som farligt affald i Miljøkassen eller afleveres på genbrugspladsen. Det gælder også gammel og udtjent elektronik, som din næsehårstrimmer eller føntørrer.

Medicinrester skal afleveres på Apoteket, så vi undgår at vi får dem ud i miljøet. Det kan gøre stor skade, f.eks. hvis vi får hormonforstyrrende kemi ud i vandløb og grundvand.

LED-pæren og kviksølvtermometre skal også afleveres som farligt affald, fordi det også har store miljømæssige konsekvenser, hvis ikke de bliver behandlet korrekt.

Når du er i tvivl

Jamen, så er der hjælp at hente. Du kan downloade vores app AffaldRanders helt gratis og tjekke i Sorteringsguiden, hvor affaldet skal hen. Eller på vores hjemmeside: www.affald.randers.dk/sortering 

Det er selvfølgelig ikke kun affaldet fra badeværelset, at du kan tjekke i Sorteringsguiden, men alt det affald der er en del af vores hverdag.