Eliteidrætsskolen Randers

Eliteidrætsskolen er en folkeskole for elever i 7.-9. klasser, der gerne vil kombinere eliteidræt med deres skolegang.

Her kombineres skole og morgentræning på et højt niveau, hvor eleverne både går i klasse og træner sammen med andre unge sportstalenter - og derfor er de en del af et tæt fællesskab. Skoleskemaet består af almindelig undervisning, tematimer og morgentræning.

Skolen er en del af Randers Talent og Elites uddannelsestilbud, som er målrettet talentfulde sportsudøvere, og skolen har derfor en aftale med Team Danmark. Alle sportsudøvere uanset sportsgren kan søge om optagelse på Eliteidrætsskolen Randers.

Undervisningen foregår på Nørrevangskolen, mens morgentræningen finder sted forskellige steder i byen.

Der er ansøgningsfrist d. 15. februar hvert år, hvorefter der vil være sportslig screening og samtaler.

Et talentmiljø

Alle elever, der går på skolen, er blevet optaget, fordi de har et særligt sportsligt talent. Eleverne går på skolen for at have de bedste muligheder for at udvikle sig sportsligt, fagligt og socialt. Derfor er der et særligt fællesskab på skolen, hvor alle går op i sport og kan dele det. Samtidig tager underviserne på skolen hensyn til, at eleverne på skolen er udfordrede af, at de skal have en hverdag med mange timers sport til at hænge sammen med skolegang.