Find forening eller opret ny forening

Leder du efter en forening i dit lokalområde eller vil du gerne oprette en ny forening, kan du søge i vores foreningsregister eller finde en vejledning og hjælp til vedtægter her.

Vil du oprette en ny forening, skal du først vælge, om du vil lave en "frivillig folkeoplysende forening" eller en "frivillig social forening".

Såfremt foreningen ikke skal søge om lokale eller tilskud hos Randers Kommune, skal den ikke godkendes. Randers Kommune har derfor heller ingen krav til, hvordan man vil oprette en sådan forening og hvilke vedtægter, man vil have.

Find hjælp i vejledningen Ny forening på vej? - Sådan kommer I i gang.

Godkendelse af folkeoplysende forening

En folkeoplysende forening er typisk en frivillig forening med idræt eller anden fritidsaktivitet. Det kan også være en aftenskole.

En frivillig folkeoplysende forening skal:

  1. have et formål, som er formuleret i godkendte vedtægter
  2. tilbyde folkeoplysende virksomhed efter folkeoplysningsloven
  3. have en bestyrelse
  4. være demokratisk opbygget
  5. bygge på aktivt (og ikke passivt) medlemskab og have mindst 5 betalende medlemmer
  6. som udgangspunkt være åben for alle
  7. høre hjemme i Randers Kommune
  8. have en aktivitet, der er almennyttig og kontinuerlig og ikke være oprettet eller drevet i kommercielt øjemed

Godkendelse af vedtægter

Der er krav til vedtægterne i en folkeoplysende forening. Find hjælp i Vejledning til vedtægter.

Skriv til fritid.kultur@randers.dk at I ønsker jeres forening (dvs. foreningens vedtægter) godkendt. I skal vedhæfte

  • et skema med forenings oplysninger
  • foreningens underskrevne vedtægter. Vedtægterne skal være godkendte på foreningens stiftende generalforsamling og de skal være underskrevet af hele bestyrelsen. Vi anbefaler, at vi godkender et udkast til jeres vedtægter, inden I holder den stiftende generalforsamling. Send et udkast til fritid.kultur@randers.dk.

Ændring af vedtægter

Hvis foreningen på et senere tidspunkt får brug for at ændre sine vedtægter, skal det ske i overensstemmelse med de regler, som foreningen har beskrevet i sine oprindelige vedtægter. Derudover skal disse ændringer godkendes i Kultur- og fritidsafdelingen.

Social forening

Frivillige sociale foreninger er typisk patientforeninger, selvhjælpsgrupper, aktivitetsudvalg på ældrecentre samt faglige foreninger.

I Randers Kommune sorterer de frivillige sociale foreninger under forvaltningen social- og arbejdsmarked og Frivilligværket giver assistance til de sociale foreninger. 

Kontakt Frivilligværket for mere information og rådgivning