Merudgiftgodtgørelse LAB §176

Jobcenter Randers

Retningslinjer for udbetaling af merudgiftsgodtgørelse (§ 176)

Hvad er merudgiftsgodtgørelse

Merudgiftsgodtgørelsen er et tilskud til dine udgifter i forbindelse med deltagelse i et tilbud, f.eks. til transport.

Reglerne om merudgiftsgodtgørelse fremgår af Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB), § 176.

Hvem kan søge

Du kan søge om merudgiftsgodtgørelse, hvis du modtager uddannelseshjælp eller overgangsydelse som uddannelsesparat, og får udbetalt uddannelseshjælp med takst som hjemmeboende.

Du kan ikke søge merudgiftsgodtgørelse, hvis du modtager uddannelseshjælp som udeboende eller som aktivitetsparat og dermed modtager aktivitetstillæg

Hvad kan jeg søge til

Du kan søge om merudgiftsgodtgørelse, hvis du

  • Er i virksomhedspraktik (tilbud efter LAB kapitel 11)
  • Deltager i et tilbud om ”Vejledning og opkvalificering (tilbud efter LAB kapitel 14)

Du kan således søge om tilskud til transportudgifter i forbindelse med deltagelse i tilbud.

Tilbuddet skal fremgå af ”Min Plan”, som du kan se på jobnet.dk

Hvornår kan jeg få tilskud til transportudgifter

 Du kan ikke få tilskud til dine transportudgifter, hvis der er under 4 kilometer (8 kilometer tur/retur) fra din bopæl til dit tilbudssted.

Du kan få tilskud til dine transportudgifter, hvis der er mellem 4 og mindst 12 kilometer (mellem 8 og mindst 24 kilometer tur/retur) fra din bopæl og til dit tilbudssted.

Tilskuddet dækker ikke den del af din transport, der overstiger 12 kilometer fra din bopæl til dit tilbudssted (24 kilometer tur/retur).

Hvis du har mere end 12 kilometer til dit tilbudssted (dvs. mere end 24 kilometer tur/retur), kan du også søge om befordringsgodtgørelse efter LAB § 175.

Afstanden mellem din bopæl og dit tilbudssted fastlægges af jobcentret, ud fra opslag på krak.dk.

Hvilken transportform kan jeg få tilskud til

Du kan få tilskud, hvis du tager offentlig transport, dvs. bus eller tog

Du kan ikke få tilskud, hvis du f.eks. går, cykler eller kører i bil.

Hvor meget kan jeg få udbetalt

Du kan højst få udbetalt kr. 71 pr. dag, du møder i tilbuddet

 Det svarer til 2 gange prisen for en voksen enkeltbillet til 2 zoner, omregnet til beløbet før skat. Denne takst reguleres årligt pr. 1 januar.

Hvis du rejser gennem 3 eller flere zoner, vil du derfor kun delvist få dine transportudgifter op til 12 kilometer (24 kilometer tur/retur) dækket.

Du kan dog kun få det fulde tilskud, hvis du kan dokumentere, du har taget bussen/toget begge veje.

Hvis du f.eks. har taget bussen til tilbudsstedet, men har fået kørelejlighed hjem igen, kan du kun få udbetalt det halve.

Tilskuddet kan højst udgøre kr. 1.000 før skat om måneden.

Hvordan ansøger jeg om merudgiftsgodtgørelse

Du ansøger ved at kontakte din sagsbehandler eller din jobkonsulent, afhængig af hvilket tilbud du deltager i.

Hvis du deltager i en virksomhedspraktik, skal du ansøge ved din jobkonsulent.

Hvis du deltager i et kapitel 14-tilbud (Vejledning og opkvalificering), skal du søge ved din sagsbehandler.

Du skal blot oplyse dit CPR-nummer, og at du ønsker at søge om merudgiftsgodtgørelse.

Der skal ikke anvendes et særligt ansøgningsskema eller lignende.

Din sagsbehandler/jobkonsulent vil afgøre, om du opfylder betingelserne for merudgiftsgodtgørelse (dvs. tilskud til transportudgifter i forbindelse med deltagelse i tilbud)

Du vil efterfølgende få tilsendt en afgørelse, hvor det fremgår, om du er berettiget til merudgiftsafgørelse.

Hvilken dokumentation kræves for at få udbetalt merudgiftsgodtgørelsen

Du får tilskud til transport for hver dag, du er mødt i dit tilbud.

Tilskuddet udbetales bagud.

Tilskuddet udbetales på baggrund af dokumentation fra dig, samt dokumentation fra dit tilbudssted om fremmøde.

Du skal efter hver måned i dit tilbud fremsende screenshots af dine udgifter eller på anden måde fyldestgørende dokumentere dine transportudgifter hver dag, du har været i tilbud.

Din dokumentation skal være jobcentret i hænde senest den 6. i den efterfølgende måned.

Det vil blive kontrolleret, at du rent faktisk er mødt de pågældende dage.

Du kan dokumentere din faktiske reje på flere måder ved at fremsende eller aflevere

  • Enkeltbilletter, f.eks. købt i ”Midttrafik webshop”
  • Screenshot af faktiske rejser i ”Midttrafik app”
  • Print fra selvbetjening, hvis du bruger Rejsekort

Hvor længe

Du kan få udbetalt merudgiftsgodtgørelse, så længe du deltager i det tilbud, du har fået merudgiftsgodtgørelse til, ikke flytter adresse eller ikke overgår til en anden ydelsessats.

Hvad er fristen for at søge om merudgiftsgodtgørelse

Du opfordres til at søge så hurtigt som muligt, når du har modtaget en afgørelse om, at du skal i virksomhedspraktik eller deltage i et kapitel 14-tilbud (tilbud om vejledning og opkvalificering).

Hvis du allerede er i tilbud, når retningslinjerne offentliggøres på Randers Kommunes hjemmeside, kan du søge fra og med datoen for offentliggørelsen.

Du skal under alle omstændigheder have ansøgt senest en måned efter dit tilbud er ophørt.

Andet

Merudgiftsgodtgørelsen er skattepligtig.

Merudgiftsgodtgørelsen kan eventuelt få betydning for din boligstøtte, og andre indkomstafhængige ydelser.

Klagemulighed

Du har mulighed for at klage over afgørelsen om merudgiftsgodtgørelse.

Du kan dog kun klage over, at retningslinjerne ikke er overholdt

Du kan ikke klage over selve retningslinjerne.