Ny international særudstilling på GAIA Museum

D. 21. april til 21. august 2021 kan udstillingen "Sjælens Spejl" ses på GAIA Museum.

Ny international særudstilling på GAIA Museum

Sjælens Spejl

Uwe Paulsen f. 1940, Tyskland

Udstillingsdatoer: 21. april til 21. august 2021 

Uwe Paulsen blev født i Heide i Slesvig. Han har boet på et psykiatrisk bosted i Slesvig, siden han var syv år gammel. Gennem mange år har han arbejdet med kunst i Kunstværkstedet ”Hesterberg & Stadtfeld”, hvor han i en alder af 81 år stadig er aktiv.
 
Han er inspireret af postkort eller bogillustrationer og arbejder oftest med oliepastel. Først tegner han konturerne af motivet med blyant, og derefter fylder han det ud med farver. Efter det første farvelag bruger han hænderne til at gnide farven ud. Så lægger han nye farver på og gentager processen igen… og igen… og igen. Derfor fremstår billederne slørede og uden klare linjer, nærmest med en svævende, drømmeagtig karakter.
 
Motiverne er ofte hente i de royale kredse, i religionshistorien eller i dyrenes verden. Billederne er figurative og naivistiske. De har ofte et stærkt fortællende element, der taler til fantasien hos både store og små. Helt centralt i Uwe Paulsens billeder er øjnene. De kigger åbent og venligt ud mod verden og inviterer beskueren ind. Øjnene er sjælens spejl.
 
Tak til Barbara Leonhard fra Outsiderkunstmuseet i Slesvig for lån af værkerne, til Kunstværkstedet og ikke mindst til Uwe Paulsen. Malerierne kan købes, men først udleveres når udstillingen ender den 21. august. 

”Vi glæder os rigtig meget til at byde inden for igen. Selvom der har været fuld gang i de kreative aktiviteter i huset hele det forløbne år, så er det bare noget helt andet, når der er gæster i huset”, fortæller museums leder Anna Noe Bovin.

Café GAIA Papaya har åbent for frokost-take away på hverdage. Fra 21. april er der mulighed for at spise udenfor og fra 6. maj også indenfor. Der bliver ikke fernisering for denne særudstilling for at undgå at samle for mange mennesker på en gang. Men GAIA håber på mange besøg hen over foråret og sommeren. 

Der er fri entré til udstillingen, som har åben frem til og med den 21. august 2021.

GAIA Museum er et specialmuseum og en kulturvirksomhed, der drives i samarbejde mellem mennesker med særlige behov og ordinært ansat personale med vidt forskellige fagkundskaber. Museet har en samling på over 500 værker af anerkendte danske og udenlandske outsiderkunstnere, som formidles gennem udstillinger, udgivelser og offentlige arrangementer. I tilknytning til museet findes kunstskolen GAIA Akademi, der tilbyder særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU).

GAIA er desuden medstifter af og sekretariat for den europæiske forening for outsiderkunst, European Outsider Art Association, som arbejder på at promovere outsiderkunsten, opbygge partnerskaber, kæmpe for outsiderkunstneres rettigheder samt udveksle viden på tværs af organisationer i Europa.

GAIA Museum støttes økonomisk af Kultur- og Fritidsudvalget i Randers Kommune.

Kontaktinformation

For yderligere information om udstillingen eller GAIA Museum kontakt venligst GAIAs leder Anna Noe Bovin på telefon 89 15 83 30 eller e-mail anna.noe.bovin@randers.dk

Eller se www.gaiamuseum.dk og www.facebook.com/GAIAMuseum