10 Kvalitetsstandard for aflastning for voksne

(Serviceloven §84) Vedtaget af byrådet den 9. december 2019

Hvordan læser jeg denne kvalitetsstandard?

På de første sider i kvalitetsstandarden kan du læse om, hvad formålet med støtten er, hvem der er i målgruppen, og hvad støtten kan bestå af. På den måde kan du danne dig et foreløbigt overblik over hvilke støttemuligheder, vi kan samarbejde med dig omkring.

Dernæst kan du læse om, hvordan du kan søge om støtte, hvordan vi behandler din henvendelse, og hvordan vi sammen med dig følger op på støtten. Til sidst kan du finde lovgrundlaget for kvalitetsstandarden.

Når du har læst kvalitetsstandarden, står du måske tilbage med nogle spørgsmål, som du ikke kan finde svar på i kvalitetsstandarden. Disse spørgsmål kan du stille til en sagsbehandler i Myndighed Handicap/Myndighed Psykiatri/Myndighed Socialt Udsatte, som vil hjælpe dig med at besvare dine spørgsmål og forstå indholdet af kvalitetsstandarden.

Hvad er formålet med en kvalitetsstandard? 

Kvalitetsstandarden er et supplement til den gældende lovgivning og Ankestyrelsens praksis og en måde at forventningsafstemme med dig om graden af den støtte, som vi kan tilbyde dig. Kvalitetsstandarden beskriver kommunens serviceniveau, det vil sige, hvad der vil være gældende ide fleste situationer. Standarden understøtter dermed, at du og dine medborgere får samme muligheder for at modtage støtte. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at de konkrete afgørelser altid skal bero på et individuelt skøn, og dermed tage afsæt i dine forudsætninger og behov.

Det er en fælles opgave at finde den rette støtte til dig 

I Randers Kommune vægter vi dialogen med dig højt. Dette betyder, at vi inddrager dig i den proces, der leder op til, at der træffes en afgørelse om, hvorvidt du kan få støtte og omfanget af den støtte, du kan få. Her er det vigtigt, at du er opmærksom på, at du har en aktiv rolle i at hjælpe til med, at din sag oplyses bedst muligt, sådan at du får den støtte, som passer bedst til dine behov. Det betyder, at du skal hjælpe sagsbehandleren fra Myndighed Handicap/Myndighed Psykiatri/Myndighed Socialt Udsatte med at ”komme hele vejen” rundt om dine behov.

Når vi samarbejder med dig om støtte, gør vi det med udgangspunkt i serviceloven. Serviceloven bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Formålet med støtten er at fremme den enkeltes mulighed for at udvikle sig, klare sig selv eller lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. Her er det også vigtigt at nævne for dig, at afgørelser efter serviceloven altid skal træffes på baggrund af både faglige og økonomiske hensyn.

Vi inddrager også andre aktører for at sikre en tidlig og helhedsorienteret indsats

Vi prioriterer forebyggende indsatser højt, da en tidlig indsats kan bidrage til, at de udfordringer, du står over for, ikke vokser sig større, men at der tilrettelægges et forløb, så du får støtte til dine udfordringer, og det sker på en helhedsorienteret måde.

Det betyder, at når du samarbejder med en sagsbehandler fra Myndighed Handicap/Myndighed Psykiatri/Myndighed Socialt Udsatte i, sker det altid med baggrund i din samlede livssituation. Det betyder, at du også kan opleve, at:

  • Sagsbehandleren fra Myndighed Handicap/Myndighed Psykiatri/Myndighed Socialt Udsatte vil foreslå at inddrage andre relevante aktører for at sikre den helhedsorienterede sagsbehandling
  • Sagsbehandleren fra Myndighed Handicap/Myndighed Psykiatri/ Myndighed Socialt Udsatte måske også vil fortælle dig om indsatser i andre kvalitetsstandarder, som beskriver andre støttemuligheder.

Generelt om kvalitetsstandarderne på voksenområdet

Socialområdet har i alt 10kvalitetsstandarder på voksenområdet, som omhandler følgende former for støtte i serviceloven:

  • Dagtilbud -Beskyttet beskæftigelse
  • Dagtilbud -Aktivitets-og samværstilbud
  • Afklaringssamtaler, gruppebaserede og individuel tidsbegrænset råd-og vejledningsforløb samt mestringsvejledning
  • Botilbud til voksne
  • Aflastning til voksne
  • Borgerstyret personlig assistance (BPA)
  • Ledsagerordning til voksne
  • Merudgifter til voksne
  • Specialundervisning for voksne
  • Social behandling for stofmisbrug

Denne kvalitetsstandard vedrører aflastning. Aflastning kan ske af hensyn til nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt til dig, der i en periode har et særligt behov for omsorg og pleje, som ikke kan løses i eget hjemefter servicelovens § 84. Der kan også ydes aflastning i form af et midlertidigt botilbud efter servicelovens § 107, hvis du eksempelvis har behov for støtte i en midlertidig periode eller for at afklare/undersøge, hvad dit behov for støtte er. I forhold til aflastning i form af et midlertidigt botilbud henvises til kvalitetsstandard om botilbud for voksne, hvor du kan læse mere om et midlertidigt botilbud. Denne kvalitetsstandard omhandler derfor alene aflastning efter servicelovens § 84. Sagsbehandleren fra Myndighed Handicap/Myndighed Psykiatri/Myndighed Socialt Udsatte foretager en vurdering af, hvad formålet med din aflastninger, og på baggrund af formålet vurderes, om aflastning skal ske efter servicelovens §§ 84 eller 107.

Måske du har behov for støtte udover den form for støtte, som er beskrevet i denne kvalitetsstandard. Derfor vil du måske opleve, at når du kontakter os, vil vi også kigge på indsatser i andre kvalitetsstandarder sammen med dig for at sikre, at du får en samlet indsats, som imødegår dine behov.

Hvad er formålet med støtten?

Støttemulighederne i denne kvalitetsstandarder tjener forskellige formål, alt efter om der er tale om afløsning og aflastning af hensyn til dig, som nærpårørende eller akutaflastning på grund af dit eget behov:

Formålet med afløsning og aflastning til nære pårørende er at sikre, at du som nær pårørende forsat har mulighed for at passe din plejekrævende pårørende i eget hjem eller sikre din plejekrævende pårørendetryghed i forbindelse med dit fravær.

Formålet med akutaflastninger at sikre, at der ikke sker en forværring af din situation, når du i en periode har et særligt behov for omsorg og pleje. Du tilbydes et tidsbegrænset ophold på et af socialområdets botilbud, hvor formålet er tilbagevenden til egen bolig.

Hvem omfatter denne støtte?

Aflastning af nære pårørende, jf. servicelovens § 84, stk.1.

Afløsning og aflastning gives til dig/jer, som er forælder/forældre, ægtefælle eller anden nærpårørende, der passer en plejekrævende person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Behovet for afløsning og aflastning skal være opstået på grund af din pårørendes funktionsnedsættelse, og aflastningen sker af hensyn til dig og eventuelt andre hjemmeboende medlemmer af familien.

Det er derfor dig, som forælder, ægtefælle eller nær pårørende, der er i målgruppen, og ikke din pårørende som sådan.

Hvis din pårørende modtager personlig og praktisk støtte, og du er ansat af kommunen til at udføre disse opgaver (det vil sige, at du er selvudpeget hjælper efterser-vicelovens § 94), så kan der som udgangspunkt ikke ske afløsning og aflastning efter denne bestemmelse. Årsagen er, at hvis vi som kommune yder afløsning eller aflastning for de samme personlige og praktiske opgaver, som du aflønnes for som selv-udpeget hjælper, så vil der være tale om en dobbeltkompensation af din pårørendes hjælpebehov, hvilket ikke er tilladt.

Akutaflastning, jf. servicelovens §84, stk.2.

Akutaflastning er for dig, som har et særligt behov for omsorg og pleje i en midlertidig periode. Det kan eksempelvis være, hvis du er blevet udskrevet fra sygehuset og har behov for ekstratilsyn de første par uger. Det kan også være fordi, du i en kortere periode har et akutbehov på grund af din funktionsnedsættelse og har brug for ekstra tilsyn og rammerne af et døgndækket botilbud, hvorefter du kan vende tilbage til din egen bolig.

Hvad kan støtten til mig bestå af?

Afløsning og aflastning af nære pårørende

Afløsning gives i hjemmet, hvor en afløser vil passe din pårørende. Vi yder som udgangspunkt ikke afløsning i hjemmet om natten. Hvis der er et behov om natten, så vil dette blive ydet som aflastning på et af socialområdets døgndækkede tilbud.

Døgnaflastning yder vi uden for hjemmet på et af socialområdets tilbud. Døgnaflastning gives efter en konkret og individuel vurdering af din plejekrævende pårørendes behov som en samlet mængde døgn, der skal dække et helt års aflastning. Døgnaflastning kan ske på både hverdage og i weekender. Den nærmere tilrettelæggelse
af, hvornår aflastningen kan finde sted, vil ske i et samarbejde mellem din pårørende, aflastningsstedet og dig.

Afløsning og aflastning gives til et eller flere specifikke formål, som der løbende følges op på. Formålet kan være:

  • At tilgodese din pårørendes behov fra han/hun eventuelt kommer hjem fra
    et dagtilbud, og indtil du kommer hjem fra arbejde, så du dermed har mulighed for at bevare din tilknytning til arbejdsmarkedet.
  • At sikre dig tid til at du kan udføre praktiske gøremål, hvis dette ikke er forenelige med pasning af din pårørende.
  • At give andre former for afløsning ved konkrete og individuelle behov.

Du kan ikke frit vælge mellem afløsning eller døgnaflastning. Sagsbehandleren fra Myndighed Handicap/Myndighed Psykiatri/Myndighed Socialt Udsatte foretager en konkret og individuel vurdering af, hvordan du som pårørende og hvordan din plejekrævende pårørendes behov bedst kan kompenseres.

Akutaflastning

Udgangspunktet ved akutaflastning er, at du tilbydes 14 dage, men opholdets længde vil altid blive fastsat ud fra en konkret og individuel vurdering.

Akutaflastning af dig vil foregå i en bolig tilknyttet et af socialområdets døgndækkede botilbud. Boligen vil være fuldt møbleret og klar til indflytning

Vi sigter mod stabilisering af din situation via støtte fra personalet på det døgndækkede tilbud. Vi tilpasser støtten til dig individuelt i forhold til det midlertidige problem, der skal løses, for at du kan vende tilbage til egen bolig. Hvis dit akutte behov er af psykiatrisk karakter, så vil vi samarbejde med hospitalspsykiatrien om løsning af det problem, der er opstået.

Hvilke udgifter vil jeg have?

Ved døgnaflastning uden for hjemmet vil der være en egenbetaling for din pårørende til eksempelvis kost, tøjvask og lignende.

Egenbetaling fastsættes efter reglerne i bekendtgørelse for betaling af generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp. Du kan høre mere herom hos din sagsbehandler i Myndighed Handicap/Myndighed Psykiatri/Myndighed Socialt Udsatte.

Hvem får jeg støtten fra?

Aflastning af nære pårørende

Når vi modtager din ansøgning eller henvendelse, vil du blive kontaktet af en sagsbehandler fra Myndighed Handicap/Myndighed Psykiatri/Myndighed Socialt Udsatte.

Sagsbehandleren vurderer, om du som pårørende opfylder betingelserne for at blive aflastet. Sagsbehandleren har brug for, at du/I hjælper til med at få de nødvendige oplysninger frem om blandt andet din pårørendes funktionsniveau, og hvad behovet for aflastning er. Sagsbehandleren kan desuden have brug for at indhente oplysninger fra andre relevante parter. Det kan eksempelvis være læge, sygehus eller eventuelt en udtalelse fra din pårørendes mestringsvejleder.

Randers Kommune foretager en konkret vurdering ud fra sagens oplysninger, og du vil modtage en afgørelse med klagevejledning efter § 84, stk.1. Din pårørende vil blive tilbudt en handleplan efter servicelovens § 141. Sagsbehandleren laver handleplanen i samarbejde med din pårørende. Handleplanen indeholder en plan for støtten med konkrete mål og aftaler, som der i fællesskab følges op på.

Du skal være opmærksom på, at du har mulighed for at få vejledning, hvis du ikke bliver bevilget det tilbud, som du har søgt om.

Akutaflastning

Henvendelser eller ansøgninger om akutaflastning vil blive behandlet hurtigst muligt. Hvis du tilbydes en akutplads, så vil sagsbehandleren overlevere de væsentligste informationer til aflastningsstedet, og fremsende afgørelse og handleplan til dig snarest muligt derefter. 

Hvornår kan jeg forvente svar på min ansøgning/henvendelse?

Byrådet i Randers Kommune har fastsat en sagsbehandlingsfrist på 8 uger for ansøgninger om aflastning efter servicelovens § 84, stk. 1 (Aflastning for nære pårørende)

Hvordan følges der op på, at den støtte, som jeg får, fortsat passer til mine behov?

Randers Kommune skal ifølge servicelovens § 148, stk. 2 løbende følge den enkelte indsats for at sikre os, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Vi skal herunder være opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for støtte.

Når du modtager støtte, har du pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for den støtte, du modtager. Dette fremgår af retssikkerhedslovens § 11, stk.2

Aflastning af nære pårørende

Vi følger op på aflastningen over for dig som pårørende. Hvis din plejekrævende pårørende har sagt ja til en handleplan, vil opfølgning på aflastningsopholdet tage udgangspunkt i denne, hvor formålet og de fastsatte mål for indsatsen er beskrevet.

Hvis det i forbindelse med opfølgning vurderes, at du som pårørende stadig har behov for afløsning eller døgnaflastning, udarbejdes en ny, tilpasset bevilling til dig.

Akutaflastning

Sagsbehandleren vil følge tæt op på akutaflastning af dig, hvor der tages hensyn til, at opholdets varighed er kort, og dit behov er opstået akut. Opfølgning kan desuden ske ved, at akut-aflastningsstedet konstaterer ændringer i din udvikling. I disse situationer har aflastningsstedet pligt til at kontakte Socialområdet med henblik på en opfølgning.

Hvis målene med din akutaflastning ikke er nået, skal der udarbejdes en ny handleplan i samarbejde med dig på baggrund af opfølgningen. Handleplanen skal tydeligt beskrive, hvordan der i næste periode arbejdes hen imod stabilisering af din situation samt tilbagevenden til din egen bolig

Fællesregler om opfølgning

Sagsbehandlerens opfølgning kan føre til ophør af aflastningstilbud (dette vil i akutsager oftest betyde tilbagevenden til din egen bolig). Det kan også være, at akutaflastningen har vist, at du har behov for en anden form for støtte, som bedre tilgodeser enten dit eller din plejekrævende pårørendes behov for støtte.

Når det i forbindelse med opfølgning vurderes, at målet med afløsningen eller aflastningen er opnået, eller formålet er ophørt, afsluttes støtten. Der sendes en afgørelse til dig som pårørende eller dig, som modtager akutaflastning.

Lovgrundlag

Servicelovens § 84. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Stk. 2. Kommunen kan tilbyde midlertidigt ophold til personer, der i en periode har et særligt behov for omsorg og pleje

Ordforklaringer

Ankestyrelsens praksis

Ankestyrelsen træffer nogle afgørelser i sager, som de offentliggør, hvis de vurderer sagen er generel eller principiel. Disse afgørelser er bindende og sætter dermed en rettesnor for, hvordan kommuner efterfølgende skal behandle lignende sager.

Funktionsniveau/funktionsnedsættelse

Det siger noget om din evne til at mestre dine fysiske eller psykiske udfordringer samt særlige sociale problemer, og hvordan de påvirker/begrænser dit hverdagsliv. Det kan f.eks. dreje sig om, at du kan have svært ved at skabe og fastholde relationer til andre, svært ved at gå i gang med opgaver og gennemføre dem eller strukturere din hverdag og aktiviteter eller færdes selvstændigt mm.

Helhedsorienteret indsats

En indsats, som tager udgangspunkt i hele din situation og behov, og som tænker de forskellige indsatser, som du får, sammen.

Skøn

Der er mange bestemmelser i lovgivningen, hvor resultatet ikke kan læses direkte ud af loven. Derfor skal din sagsbehandler lave en vurdering af, om din situation giver dig ret til den støtte, som du har søgt om. Som en del af vurderingen vil din sagsbehandler lave en afvejning af, hvilke forhold, som skal indgå i vurderingen af din situation, og hvilke der skal lægges mest vægt på.