Fakta om alkohol

Alkohol er et giftigt stof, der ved et højt forbrug er forbundet med flere end 60 forskellige sygdomme med kort- og langsigtede konsekvenser.

Sundhedsstyrelsen skønner, at 860.000 danskere drikker over Sundhedsstyrelsens genstandsgrænse. 140.000 er afhængige af alkohol. Cirka 122.000 børn vokser op i en familie med alkoholproblemer og kun cirka 10-15 % af de, der har problemer med alkohol, er i kontakt med alkoholbehandlingen. I 2010 var alkohol årsag til 3900 dødsfald.

Hvis tallene overføres til Randers Kommune, betyder det, at 15.600 er storforbrugere af alkohol. 2500 er afhængige af alkohol og 2400 børn lever med en forælder, hvis alkoholforbrug kan reducere omsorgsevnen i større eller mindre omfang.

Hvert år er mindst 6.300 dødsfald i Danmark relateret til alkohol, baseret på tilgrundliggende og medvirkende dødsårsager. Det svarer til 20 dødsfald i døgnet.

I Sundhedsstyrelsens rapport om genstandsgrænser er anført, at ca. 24 % af trafikulykker med dødelig udgang er alkoholrelateret, og at alkohol er medvirkende årsag til ca. 50 % af alle trafikdødsfald.

Alkohol resulterer hvert år i 50.000 tabte leveår for mænd og 20.000 for kvinder.

Alkohol er årsag til et tab i danskernes middellevetid på et år og fire måneder for mænd og 6-7 måneder for kvinder.

Personer, der drikker over genstandsgrænserne, dør i gennemsnit 4-5 år for tidligt.

Personer, der dør på grund af alkohol, mister 23-24 års levetid.

Mænd, der overskrider genstandsgrænsen, kan forvente fem færre leveår uden langvarig belastende sygdom end mænd, der ikke overskrider genstandsgrænsen. 
For kvinder er det knap et år.

Alkohol er relateret til 28.000 hospitalsindlæggelser årligt, 10.000 skadestuebesøg og 72.000 ambulante besøg.

Personer, der drikker over genstandsgrænserne, har hvert år mere end 150.000 ekstra kontakter til alment praktiserende læge, 80 % af tilfældene blandt mænd.

For alle målene for helbredskonsekvenser er alkoholproblemet størst for mænd. Der er mindst dobbelt så mange tilfælde blandt mænd som blandt kvinder.

Ifølge Sundhedsstyrelsen har 1/3 af alle danskere et menneske med et alkoholproblem i familien - enten i kernefamilien eller blandt andre familiemedlemmer.

Mindst 122.000 børn vokser op i en familie med et alkoholproblem:

  • 10 pct. vurderes at være behandlingskrævende i børnepsykiatrisk regi.
  • 40 pct. har symptomer på forskellige former for psykiske belastninger.
  • 50 pct. udviser på undersøgelsestidspunktet ikke symptomer og adskiller sig ikke fra kontrolgruppen.

Derudover ved man at:

  • 1/3 af voksne børn fra familier med alkoholproblemer selv udvikler et alkoholproblem.
  • ca. 1/3 af voksne børn oplever psykiske vanskeligheder som angst, depression og spiseforstyrrelser.

Højst 10 genstande om ugen.

Højst 4 genstande på samme dag.

Børn og unge under 18 år frarådes at drikke alkohol.

Unge på 18-25 år bør være særligt opmærksomme på ikke at overskride anbefalingerne.

Gravide og kvinder, der prøver at blive gravide, frarådes at drikke alkohol.

Kvinder, der ammer, bør være forsigtige med indtag af alkohol.

Læs mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

I Rusmiddelcenter Randers vurderer vi, om du har udviklet afhængighed, ud fra WHO’s afhængighedskriterier.

Man kan godt være misbruger/storforbruger uden at være afhængig, ligesom man kan være afhængig uden at være misbruger/storforbruger. Endelig kan man være begge dele. Misbrug af et rusmiddel kan optræde i en periode af ens liv, fx ungdommen. Man drikker eksempelvis alkohol i weekenderne i så store mængder, at det må betragtes som et storforbrug. Søndag aften stopper man drikkeriet og får derefter ikke alkohol resten af ugen. I dette tilfælde er der tale om misbrug/storforbrug, ikke afhængighed.

Ifølge den norske psykolog Frid Hansen kan et misbrug også defineres således:

  • Når brugen af et rusmiddel virker forstyrrende ind på de opgaver og funktioner som skal varetages i familien.
  • Når de følelsesmæssige bånd mellem mennesker belastes og forstyrres af den andens misbrug.

WHO's kriterier for afhængighed

I Rusmiddelcenter Randers vurderer vi om du har udviklet afhængighed ud fra, WHO’s afhængighedskriterier.

Kan du svare ja til 3 ud af følgende 6 kriterier har du udviklet afhængighed:

  • Trang – fysisk eller psykisk oplevet trang til alkohol/stoffer
  • Svækket evne til at styre indtagelsen og til at standse eller nedsætte brugen
  • Abstinenssymptomer eller alkohol-/stofindtagelse for at ophæve eller undgå disse
  • Toleranceudvikling – stigende forbrug over en længere periode
  • Dominerende rolle med hensyn til prioritering og tidsforbrug
  • Vedblivende brug trods erkendt skadevirkning. Dvs. fortsat indtag trods viden om negative konsekvenser ved forbruget.