Anvendelsen af koordineringsstrategier i Tjek dit helbred

Speciale af Casper Møller Nielsen og Jeppe Bach Carlsen

Dette speciale søger at undersøge, hvilke koordineringsstrategier der anvendes i forskningsprojektet og det kommunale tilbud Tjek dit helbred – og hvorfor det netop er disse strategier, der tages i brug, når offentlige instanser mødes i et samarbejde.

Tjek dit helbred er et omfattende projekt, hvor succesen afhænger af et godt samarbejde mellem flere parter. Disse er Region Midt, Randers Kommune, de praktiserende læger samt udvalgte forskere på Aarhus Universitet.

Derfor valgte Casper Møller Nielsen og Jeppe Bach Carlsen at sætte fokus på, hvilke koordineringsstrategier der gør sig gældende i udførelsen af projektet, og hvorfor disse blev valgt. Specialets ønske er at bidrage til debatten på området, da den giver en indsigt i, hvordan forvaltningen formår at styre samarbejder, der foregår på tværs af den offentlige sektor.

I kommunen foregår der dagligt et væld af aktiviteter, der kræver stor koordinering, da der er mange aktører indblandet. Disse aktører kan komme fra flere sektorer og har derfor hver sine interesser og værdigrundlag med sig, når de indgår i et samarbejde med andre. Det er desuden langt fra alle aktører, der er underlagt hierarkisk kontrol og er ”tvunget” til at være med i et eventuelt projekt.

Når der arbejdes med koordinering i den offentlige sektor, er der især tre begreber, der påvirker koordineringen – nemlig netværk, hierarki og marked. Disse er mekanismer, der bringer aktører sammen og skaber en form for orden. Mekanismerne er også med til at skabe en struktur for den interaktion, der foregår imellem de relevante aktører.

Specialet tager udgangspunkt i tanken om et såkaldt mandateret partnerskab, hvor der eksisterer hierarkisk kontrol samtidigt med et netværksbaseret partnerskab. Sidstnævnte bygger på forhandling, solidaritet og samarbejde og lægger aktørerne på samme hierarkiske niveau, hvor ingen har kontrol over andre.

Derfor arbejder specialet med følgende to spørgsmål:

  • Hvilke strategier tages i anvendelse i koordineringen af ”Tjek dit helbred”?
  • Hvorfor tages disse strategier i anvendelse?

Det forventes, ud fra teorien, at et mandateret partnerskab indeholder både ligheder og forskelle mellem aktørernes værdier, interesser og ressourcer, hvilket er med til at afgøre, hvilke koordineringsstrategier der benyttes i sidste ende.

I vurderingen af, hvorfor de konkrete strategier anvendes, vil der derfor blive kigget på faktorer som værdier, interesser og ressourcer.

I specialet rettes der fokus mod to faser i koordineringsprocessen:

  • Den indledende etablering
  • Implementering og drift af projektet

Resultatet var en kvalitativ analyse, som blev skabt på baggrund af 10 semi-strukturerede interviews med personer i styregruppen, diverse dokumenter samt deltagende observationer. I styregruppen var der både repræsentanter fra Region Midt, Randers Kommune, de praktiserende læger og Aarhus Universitet.

Specialet åbnede bl.a. op for en diskussion af, hvordan forvaltningsmyndighederne har mulighed for at styre implementeringen og driften af Tjek dit helbred – og hvilken rolle de yderligere aktører har i projektet.

Tjek dit helbred er et mandateret partnerskab, hvilket betyder, at projektet både er bygget på "tvang" og faste rammer, men også har dybe rødder i forhandling og frivillighed. Derfor vil aktørernes interesser, værdier og ressourcer få betydning for partnerskabet i Tjek dit helbred.

Dette afspejler også, hvilke koordineringsstrategier der bruges blandt de mange involverede aktører. Her bruges både strategier inden for hierarki og netværk – førstnævnte bruges af Region Midt og Randers Kommune, da de har en interesse i at skabe struktur og sætte scenen for projektet, så de ønskede mål nås. Dog bruges der også netværksstrategier såsom forhandling, inklusion, informationsdeling og uformelle relationer.

Netværksstrategierne lykkes, fordi de involverede parter deler mange grundlæggende værdier.

  • Speciale af Casper Møller Nielsen og Jeppe Bech Carlsen
  • Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
  • Original titel: Tjek på koordineringen – Et kvalitativt studie af anvendelsen af koordineringsstrategier i et mandateret partnerskab
  • Udgivet i 2015

Er du interesseret i at læse mere om, hvilke koordineringsstrategier der blev brugt af de enkelte aktører i de pågældende faser, er du velkommen til at læse hele specialet. Du finder specialet herunder.