Er du forhindret?

Hvis du er syg eller af anden grund forhindret i at møde op, vil vi gerne have, at du melder afbud, så den tid, du skulle have haft, ikke bliver spildt.

Tandplejen i Randers Kommune behandler cirka 20.000 børn og unge årligt.

Hver femte dukker ikke op til den aftalte tid ved Tandplejen i Randers Kommune og melder heller ikke afbud. Tiden, hvor nogle udebliver, er i realiteten spildt. Derfor vil vi meget gerne have flere unge og forældre til de yngste børn til at melde afbud.

De mange udeblivelser og manglende afbud medfører, at vi venter forgæves på børn og unge, der ikke dukker op. Det er dyrebar tid, som kunne komme mange andre børn til gode. Desuden bruger vi mange ressourcer på at kontakte dem, der ikke dukker op. Vi håber derfor, at vi kan få flere til at hive mobilen op af lommen og ringe, hvis de er forhindrede i at møde op. Eller bruge vores bookingportal, hvor man også kan bestille en ny tid.

Kom ikke i Tandplejen, hvis du er syg!

Vi kan i Tandplejen ikke modtage vores patienter, hvis der er mistanke om sygdom, på grund af den smitterisiko, det vil indebære.

Så hvis du eller dit barn er meget snottet, har feber, hoste, ondt i halsen, hovedpine, muskelømhed eller åndenød, skal du ikke komme til den aftalte tid. Du skal i stedet ringe til os, så vi kan aftale en ny tid.