Coronapas

Her kan du finde regler og vejledning for brug af coronapas. Både for borgere, der bruger digitale løsninger og borgere, der ikke har mulighed for at anvende det digitale coronapas.

På de steder, hvor der er krav om coronapas, skal du vise dokumentation for enten vaccination, negativ test eller tidligere smitte. Derudover skal du fremvise ID; for eksempel i form af det gule sygesikringskort, kørekort eller pas. 

Der findes flere måder at fremvise gyldigt coronapas. Alle muligheder findes i appen MinSundhed eller på sundhed.dk, men du kan også bruge andre løsninger. Hvis du er fritaget for digital post og ikke kan anvende det digitale coronapas, skal du bruge fysisk dokumentation.

Digitalt coronapas

For at bruge vaccination som dokumentation i coronapasset skal du være færdigvaccineret. Din vaccination vil være gyldig som dokumentation fra 2 uger efter, du har fået den afsluttende vaccinedosis. Du kan finde dit vaccinationspas i MinSundhed.

Sådan gør du

  • Hent appen MinSundhed fra Google Play eller App Store og log ind med dit NemID.
  • Tryk på fanen "Coronapas" og tryk derefter på "Se dit Coronapas - COVID-19 vaccination".
  • Fremvis den afsluttende vaccinationsdato (dato nr. 2 under "Effektueringsdato").

Du kan også

  • Downloade og printe dit vaccinationspas fra sundhed.dk, hvis du er færdigvaccineret.
  • Se og vise dit vaccinationspas på sundhed.dk via browseren på din smartphone.
  • Bruge andre apps, der viser din vaccination, fx MinLæge.

Du kan bruge en negativ test som dokumentation, hvis testen er foretaget inden for de seneste 72 timer. Den negative test kan enten være en PCR-test eller en hurtigtest (antigentest). Du kan finde din negative test i MinSundhed.

Sådan gør du

  • Hent appen MinSundhed fra Google Play eller App Store og log ind med dit NemID.
  • Gå ind under "Se dine COVID-19 svar" og tryk på dit seneste prøvesvar. Hvis testen er negativ vil der stå "negativ" eller "ikke påvist".
  • Fremvis resultatet fra din seneste COVID-19-test. Du kan se, hvornår testen er foretaget under "Prøvetagningstidspunkt".

Du kan også 

  • Downloade og printe et testpas fra sundhed.dk, hvis du er testet negativ med en PCR-test.
  • Se dit negative svar (både PCR- og antigentest) på sundhed.dk under "Se dit COVID-19 prøvesvar" (også via browseren på din smartphone).
  • Bruge det testsvar, du modtager fra de private testudbydere, som dokumentation for en negativ antigentest.
  • Bruge andre apps, der viser dine testresultater, fx MinLæge.

Du kan bruge tidligere smitte med COVID-19 som dokumentation ved at vise testsvaret fra din positive test. Hvis du er testet positiv med en antigentest, opfordres du til at få foretaget en PCR-test for at få bekræftet resultatet. Din positive test skal være foretaget inden for de seneste 2-12 uger for at være gyldig som dokumentation. Du kan finde din positive test i MinSundhed.

Sådan gør du

  • Hent appen MinSundhed fra Google Play eller App Store og log ind med dit NemID.
  • Gå ind under "Se dine COVID-19 svar" og tryk på dit positive prøvesvar. Hvis testen er positiv vil der stå "positiv" eller "påvist".
  • Fremvis resultatet fra din positive COVID-19-test, der er mellem 2-12 uger gammel.

Du kan også

  • Se dit positive testresultat på
    sundhed.dk under "Se dit COVID-19 prøvesvar" (også via browseren på din smartphone).

Coronapas for borgere uden smartphone og NemID

Færdigvaccinerede borgere, der er fritaget fra digital post, får tilsendt vaccinationsdokumentation (vaccinationspas) direkte via fysisk post. Fra den 9. april 2021 vil borgere, der allerede er færdigvaccinerede modtage passet, og det vil derefter løbende blive sendt ud til ikke-digitale borgere i takt med, at de færdigvaccineres. Herudover etableres der hurtigst muligt en telefonservice, hvor alle færdigvaccinerede borgere kan få mulighed for at bestille et printet vaccinationspas.

Det er i dag muligt at få fysisk dokumentation for svar på antigentest hos mange af de private udbydere, og det vil fremover blive stillet som krav, at disse leverandører tilbyder fysisk dokumentation til borgere, som ønsker det. Der arbejdes desuden på en løsning med hensyn til svar på PCR-test.

Derudover findes der en fuldmagtsløsning på sundhed.dk, som gør det muligt for pårørende eller værger at se testsvar og hente COVID-19-testpas.

Support

Ved yderligere spørgsmål om coronapasset kan du kontakte Den myndighedsfælles coronahotline på telefon 70 20 02 33.