Regnvandsbassin på Østervold. Tillæg til spildevandsplanen er vedtaget

Tillæg nr. 56 til spildevandsplanen giver grundlag for etablering af et regnvandsbassin på den nedre del af Østervold. Regnvand fra Thorsbakke og Østervold skal renses i regnvandsbassinet inden det ledes ud i det nordlige havnebassin.

Skitse af planlagt regnvandsbassin på Østervold

Spildevandsplan

Spildevandsplan om  etablering af regnvandsbassin på Østervold har været i offentlig høring i 8 uger. Der er modtaget en enkelt kommentar, som dog ikke giver ændring i planens indhold. Planen er nu vedtaget jf. byrådets beslutning den 27. april 2020.

Tillæg nr. 56 til spildevandsplanen giver mulighed for, at regnvand fra Thorsbakke og Østervold kan renses i et regnvandsbassin på Østervold, inden regnvandet ledes ud i det nordlige havnebassin og Randers Fjord. Bassinet er placeret i den nedre del af Østervold og indgår i udviklingsplanen for Byen til Vandet.

Et ønske om mere grønt og blåt i byen har været gennemgående i dialogen om udviklingsplanerne for både midtbyen og "Byen til vandet". Derfor er der i udformning af projektforslaget lagt stor vægt på at tilføre mere bynatur til stedet. Omkring bassinet bliver der grønne bede, som beplantes med forskellige græsser og siv, der leder tankerne hen på naturen langs Gudenåen og Randers fjord, med islæt af blomstrende stauder.

Den endelige vedtagelse er offentligt bekendtgjort den 29. juni 2020. Vedtagelsen kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Planen kan indbringes for domstolen efter de generelle regler om domsprøvelse jf. miljøbeskyttelsesloven § 101, dvs. senest den 29. december 2020.  

Læs planen her.