Erhvervsområde ved Fladbrovej, Hornbæk

Høringen er afsluttet

Forslag til Lokalplan 725 og Forslag til Tillæg 63 til Kommuneplan 2017 – Erhvervsområde ved Fladbrovej – samt afgørelse om ikke at udarbejde miljøvurdering/miljørapport

Byrådet vedtog den 26.04.2021 Forslag til Lokalplan 725 og Forslag til Tillæg 63 til kommuneplanen – Erhvervsområde ved Fladbrovej – med afgørelse om ikke at foretage miljøvurdering/miljøkonsekvensrapport til offentlig høring i 4 uger, jf. planlovens § 24.

Lokalplanforslaget omfatter et område der ligger ved Fladbrovej 30 i den østlige del af Hornbæk. Planen giver mulighed for, at opføre erhvervsbebyggelse til liberalt erhverv i form af kontorbygninger.

Forslag til Lokalplan 725

Kommuneplantillæg

Forslaget til kommuneplantillæg giver mulighed for ændringer af afgrænsningen af eksisterende rammer

Forslag til Tillæg 63 Kommuneplan 2017 

Miljøvurdering

Byrådet har afgjort, at planforslagene ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering, da planforslagene vurderes ikke at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Begrundelsen fremgår af planforslagets redegørelse.

Hvis du vil klage over at der ikke laves en miljøvurdering, skal det ske til Planklagenævnet.

Klagefristen udløber den 25.05.2021.

Vær opmærksom på, at alle svar løbende vil blive offentliggjort herunder. Læs mere om Randers kommunes behandling af persondata.

Høringssvar

9 svar
- Blanketnummer: 14530

Mere nej tak til lokalplan 725

Nu er det min tur til at give min mening omkring planerne for området ved Fladbrovej 30.

Nej tak til mere bebyggelse og nej til mere trafik på Fladbrovej, og sidst men ikke mindst nej tak til mishandling af et dejligt stykke natur.

I pinsen var der en TV2 udsendelse, hvor alle i Danmark kunne redde 1m2 natur for 12 kr. Her fremgik det, hvor vigtigt det er for dyr og planter, at der er frie naturområder. Den vilde natur mangler plads. Hvad med at Hornbæk giver naturen plads, hvad med at Hornbæk redder jord?

Formålet med udsendelsen er, at vi skal genoprette, beskytte og forbedre forholdene for insekter, planter, svampe, fugle pattedyr og fisk. Bare her i Danmark er over 2000 arter i fare for at uddø. Den naturlige natur i Danmark har været i tilbagegang gennem mange år, bla. fordi vi planter naturen til med bygninger og veje.

Jeg har virkelig svært ved at forestille mig, at man kan opføre bygninger på området ved Fladbrovej 30, uden at det går ud over dyrelivet. Jeg boede i en lang årrække i huset på Fladbrovej 38 og var nabo til omtalte område ( I dag bor min søn i huset med sin familie )

Jeg har ofte set rovfugle i luften over området i jagten på føde. Jeg har tit set råvildt, harer og ræv på jagt efter mad eller i leg på marken.Der er ikke andre stedet på Fladbrovej hvor vildtet kan komme fra området ned til engen. Alle andre steder er der haver med hække omkring.

Angående trafik. Med liberalt byggeri kommer der ikke kun de biler, som medarbejderne kører i, der kommer også kunder til disse virksomheder, hvilket vil give den i forvejen belastede trafik på Fladbrovej endnu værre forhold.

Jeg ved ikke, om byens politikere har prøvet at finde et hul i morgentrafikken ved udkørsel til Fladbrovej. Det er svært, mega svært. De fire huse på vejen vest for området har allerede store vanskeligheder med at komme ud på Fladbrovej, hvor bilerne tit holder i kø helt henne fra lyskrydset ved bageren og hen til vejen op til de fire huse. 


 

Med venlig hilsen

 

Hanne Bjerregaard Nielsen

Tidligere beboer Fladbrovej 38

Over Stranden 1, Lystrup Strand

8961 Allingåbro

 

    Hanne Nielsen 8920 Randers NV
    - Blanketnummer: 14528

    Høringssvar vedr. erhvervsområde ved Fladbrovej

    Som en flittig bruger af naturområderne i og omkring Hornbæk – herunder blandt andet ”skoven” bag ved Fladbrovej og Gudenåstien, er det svært for mig at se, hvordan kommunen kan komme frem til, at det foreslåede erhvervsområde ved Fladbrovej ikke vil få en negativ indvirkning på den lokale flora og fauna.

    Som området står nu er der et rigt dyreliv. Både store dyr som rådyr, men i særdeleshed også et rigt fugle- og insektliv. De naturlige rammer for dyrelivet, som området pt udgør, kan på ingen måde erstattes eller efterlignes gennem den foreslåede plan. Jeg er ikke vildt-ekspert, men jeg har dog tilbragt nok til i naturen til at vide, at rådyrene ikke vil finde vej gennem erhvervsområdet, men nok nærmere vil finde sig et andet område at bo i, hvilket vil være en skam for alle os, som nyder at færdes i området.

    Ud over de negative påvirkninger af naturen i området, som jeg ikke føler, at lokalplanen i tilstrækkelig grad tager højde for, så er der også nogle rent praktiske overvejelser, som jeg ikke er sikker på, har været tilstrækkeligt belyst. Fladbrovej er i forvejen voldsomt trafikalt belastet, og et erhvervsområde på netop det sted, vil blot forværre denne problemstilling. Der er i forvejen kø hele vejen ned af Fladbrovej både morgen og eftermiddag, og til- og frakørselsforholdene fra adressen bør derfor genovervejes.

      Heidi Andersen 8920 Randers NV
      - Blanketnummer: 14525

      Nej tak til mere erhvervsbebyggelse og trafik på Fladbrovej

      Nej tak til erhvervsbebyggelse og endnu mere trafik på Fladbrovej på bekostning af det rige dyreliv som befinder sig i og omkring Gudenåen.

      Randers Kommunes kernefortælling bygger på 7 styrker - og på kommunens hjemmeside beskrives en styrke som noget unikt - noget som kendertegner Randers og omegn. En af dem er Natur! Så hvorfor er det, at når man har et skønt natur område med et rigt dyreliv, så skal det ofres for erhvervsbebyggelse, når der er masser af ledige erhvervslokaler i Randers (223 dd. via lokaleportalen.dk)?

      Derudover er der massiv trafikbelastning på Fladbrovej allerede, så hvorfor øge denne belastning yderligere?  Der er allerede udstykket og klargjort et helt industriområde langs Thomas Edisonsvej, som ligger delvist øde hen - hvorfor ikke bruge dette område istedet, hvis der er behov for yderligere erhvervsbebyggelse i området? Det ligger også bedre ift. E45 og Viborgvej.

      Så ja tak til natur og rigt dyreliv og NEJ TAK til endnu mere trafik på Fladbrovej og til at nedlægge et bynært naturområde.

      Mvh Iben Fog Thomsen

       

        Iben Thomsen 8930 Randers NØ
        - Blanketnummer: 14524

        Indsigelse mod erhvervsområde ved Fladbrovej, Hornbæk.

        Jeg har boet på Fladbrovej 89 i 34 år og har, især i de sidste 15 år oplevet mere og mere trafik. Jeg mener ikke området kan bære mere støj og trafik. Man ved nu at støj stresser. Mit stuehus ligger lige op til vejen og trafikstøjen er mærkbar.

        Grunden hvor der påtænkes at bygge på støder op til en meget smuk lanbrugsejendom. Det er en tidslomme for eftertiden. Et moderne byggeri vil skæmme den, da et særkende ved den slags ejendomme er, at den nettop ligger for sig selv.

        Arealet er en bakke der er meget tør. Det betyder noget for det råvildt der er i ådalen. De har brug for et tørt sted at foruragere på, og passerer når de skal op i den skovlomme der ligger ovenfor og i forlængelse af grunden.

        Jeg er af den holdning at et meget moderne byggeri skal ligge sammen med andet af samme stil. Hele Fladbrovej ud til Fladbro Kro er af ældre dato. Et moderne byggeri vil skæmme denne del af den smukke gudenådal.

        Det er nye tider nu med biodiversitet og alene af den grund kunne man overveje at bruge den tørre bakke til noget andet en moderne kontorbyggeri.

         

         

         

         

          Dorthe-Christine Elisabeth Kjærgaard 8920 Randers NV
          - Blanketnummer: 14520

          Ingen erhvervsområde i et naturskønt område

          Erhvervsbyggeri i et boligområde passer slet ikke ind i området og de omkringliggende huse mister deres herlighedsværdi og Fladbrovej vil blive yderligere belastet af trafik, er der taget hensyn til dette i lokalplanen? At anlægge p pladser og evt. kontorbygninger måske i flere etager er ikke optimalt for hverken naboer og forstyrrelse af vildtet i området med byggestøj + larm. 
          Vi finder det meget kritisabelt, at vildtet ikke har mulighed for en eneste nedgang fra skoven og at etablering af erhvervsområde vil have en negativ effekt på et grønt område og bygherren oplyser en floskel, hvor der vil blive lagt vægt på rekreative interesser, uden at fremlægge, hvad det konkret menes med det? Det lægger op til en fortolkning af planloven og det er ikke hensigtsmæssigt. I afsnittet  "Dyreliv" er det overraskende, at en vildtkonsulent i Naturstyrelsen har konkluderet, at dyrelivet vil færdes ned over grunden uanset en bebyggelse. Det er da ret belejligt, at de netop har fundet en vildtkonsulent der mener dette, der er rigeligt med andre, der mener det modsatte. Det er fremlagt ret unuanceret. Der skal udarbejdes en miljøvurdering for at klarlægge, hvilke konsekvenser et byggeri har på naturen og dyrelivet i området. 
           
          Fladbrovej 38

            Nicole Pindstrup Mammen 8920 Randers NV
            - Blanketnummer: 14517

            Høringssvar fra Carl la Cour - Erhvervsbebyggelse på Fladbrovej 30

            Høringssvar 

            Se vedhæftet dokument :   Høringssvar la Cour - Erhvervsbebyggelse på Fladbrovej 30.pdf 

            Carl la Cour 8920 Randers NV
            - Blanketnummer: 14474

            Nej tak til nyt erhvervsområde ved Fladbrovej, Hornbæk

            Jeg har bidraget i den forudgående offentlige høring vedrørende det kommende forslag til kommuneplanen for området ved Fladbrovej og i den forbindelse noteret mig forvaltningens bemærkninger og konklusioner til ikke bare mine indsigelser, men også de øvrige indkomne høringssvar.

            Særligt forvaltningens bemærkninger til temaet "Skov og naturområde" finder jeg kritisabelt. For det fremgår ikke af planforslaget, hvor bebyggelse i givet fald ønskes placeret, og desugtet vil det være en markant negativ indgribning i det enestående friareal, som arealet sammen med det tilstrødende skovområde er for såvel råvildtet som insekter og planter.

            Så at grunden, som forvaltningen bemærker, vil komme til at fremstå stærkt bundet sammen med den omkringliggende natur, mangler der i min optik en bedre og mere konkret argumentation for. At "have fokus på at skabe gode naturpræget omgivelser på grundens ubebyggede arealer, således de stadig fremstår med rekreative interesser", er en alt for flosket forklaring. Og da et planforslag ikke indeholder en oplistning af de eksakte krav til en byggetilladelse, vil det til sidst sandsynligvis blot blive et spørgsmål om en fortolkning af planlovens rammer, og hvad der efter bevilgerens opfattelse tager sig bedst muligt ud i forhold til harmoni med landskab og terræn. Dette kan jo egentligt også være lige meget, hvis en byggetilladelse åbner op for fx mulighed for en bebyggelse i flere plan, at indhegne grunden og/eller anlægge en stor parkeringsplads, uanset om denne er grus-, sten- eller asfaltbelagt. 

            Mht. temaet "Dyreliv" virker det for mig overraskende, at en vildtkonsulent i Naturstyrelsen har konkluderet, at dyrelivet vil færdes ned over grunden uanset en bebyggelse. Mig bekendt er der andre såkaldte eksperter, der mener det absolut modsatte. Så hvem har rekvireret den pågældende vildtkonsulent, og hvorfor er der ikke inddraget flere rapportører om dette væsentlige forhold?

            Endelig kan jeg kun se en løsning med at bytte to arealer med hinanden som værende et forsøg på at please forskellige politiske  opfattelser. Jeg er klar over, at dette oftest er udfordringen og nok skal accepteres i en kompromissøgende kontekst. Men i den sammenhæng har fauna og flora jo desværre ikke sin egen stemme, og den enestående naturbeskaffenhed for det pågældende område må og skal vi altså ikke ødelægge eller ændre på.   

            Så flyt nu bebyggelsesplanerne væk fra Fladbrovej og udnyt et af de mange oplagte alternativer, der med tilsvarende infrastrukturelle  beliggenheder er flere steder omkring Randers.

             

            Venlig hilsen

            Michael Vad Petersen, Lindgrensvej 2, Over Hornbæk

              Michael Vad Petersen 8920 Randers NV
              - Blanketnummer: 14441

              Høringssvar LP 725

              Hermed svar vedhæftet samt 3 bilag

              Kaare Rosleff 8920 Randers NV
              - Blanketnummer: 14356

              Høringssvar fra Hjortevildtkonsulent Maria Ravn

              Konsulentsvar indhentet til belysning af dyreliv og vegetation.

              Kaare Rosleff 8920 Randers NV