Udkast til Beskæftigelsesplan 2023

Høringen er afsluttet

Høring: Randers Kommunes udkast til Beskæftigelsesplan 2023. Beskæftigelsesplanen beskriver indsatsen på jobcentret i 2023.

Kommunerne skal hvert år udarbejde en beskæftigelsesplan for det kommende indsatsår. Randers Kommune har derfor udarbejdet et udkast til Beskæftigelsesplan 2023, som fremlægges til høring.

Beskæftigelsesplan 2023 følger i hovedtræk den samme opbygning som Beskæftigelsesplan 2022, men der er i forholdt til 2022-planen tilføjet et afsnit, der redegør for Randers Kommunes rammevilkår for beskæftigelsesindsatsen. Endvidere er jobcentrets samarbejde med borgerne beskrevet mere indgående end tidligere.

Randers Kommune vil i indsatsåret arbejde med at øge det tværgående samarbejde mellem Socialafdelingen og Arbejdsmarkedsafdelingen ved at tilbyde borgerne tværgående indsatser. I 2023 vil der blive etableret en tværgående indsats for borgere med autismespektrumforstyrrelser. Dette tilbud er ved at blive tilrettelagt, og er derfor endnu ikke beskrevet fuldstændigt i udkastet til Beskæftigelsesplan 2023.

Ligeledes indgår der ikke i det fremlagt udkast status- og måltal, da Randers Kommune ønsker at basere disse på de mest mulige aktuelle tal i forhold til 2023.

Dimensioneringen af beskæftigelsesindsatsen i 2023 bygger på KL’s vejledninger, som er udarbejdet før sommeren 2022. Der er mange usikkerhedsmomenter i forhold til den økonomiske udvikling i 2023 og dermed den konjunkturafhængige del af arbejdsmarkedet. Det er i øjeblikket vanskeligt at sige, hvordan energiforsyning, inflation og renteniveau vil udvikle sig, samt i hvilket omfang øvrige forsyningskædeproblemer vil være løst. Det har derfor været nødvendigt at tage forbehold for udviklingen.

Beskæftigelsesplanen indeholder i lighed med tidligere år beskæftigelsesministerens vejledende mål for beskæftigelsesindsatsen i 2023, de såkaldte ministermål.

Beskæftigelsesministeren har valgt at videreføre ministermålene fra 2022 i 2023, da ministeren ønsker at fastholde kontinuitet i indsatsen. Ministermålene er derfor i 2023:

  1. Alle ledige skal have en værdig sagsbehandling.
  2. Flere ledige skal opkvalificeres.
  3. Flere ledige flygtninge og familiesammenførte skal være selvforsørgende.
  4. Flere personer med handicap skal i beskæftigelse.
  5. Virksomhederne skal sikres den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft.

Se udkast til Beskæftigelsesplan 2023.

Høringssvar

0 svar