Sådan foregår afstemningen på valgdagen

Her kan du læse, hvordan afstemningen foregår på afstemningsstederne på valgdagen.

For at stemme skal du tage dit valgkort med til dit afstemningssted. Det fremgår af dit valgkort, hvilket afstemningssted du skal stemme ved. Valgstederne er åbne fra kl. 09.00-20.00 til Europa-Parlamentsvalget.

Læs mere om valgkortet, og hvad du skal gøre, hvis du mangler det.

Se alle afstemningssteder.

Sådan stemmer du på afstemningsstedet

På afstemningsstedet skal du give dit valgkort til en valglistefører ved et af valgbordene. Det er valgfrit hvilket valgbord, du går til – også selvom der står påtrykt et valgbordsnummer på dit valgkort.

Ved valgbordet bliver det tjekket, at du har stemmeret og ikke allerede har stemt. I den forbindelse oplyser du din fødselsdag, så valglisteføreren er sikker på, at du er dig. Derefter får du din stemmeseddel og kan gå ind i stemmeboksen og sætte dit kryds.

Når du har sat dit kryds, lægger du stemmesedlen i den lukkede kasse (valgurne), som står ved stemmeboksen.

Når afstemningsstederne er blevet lukket, tælles alle stemmerne op.

Hvis du har brug for hjælp til at stemme

Har du et handicap, eller har du af andre årsager brug for hjælp for at kunne stemme med på afstemningsstedet, kan du læse mere om mulighederne herunder.

Har du brug for hjælp til at sætte dit kryds eller få forklaret stemmesedlen m.v., f.eks. fordi du er svagtseende eller har et handicap, kan du få hjælp af to tilforordnede på afstemningsstedet.

Du kan også vælge at få hjælp af en person, du selv har valgt, i stedet for den ene tilforordnede.

Hvis du vil have hjælp til at sætte dit kryds, skal du klart og tydeligt kunne fortælle dem, der hjælper dig, hvem du vil stemme på. Du har ret til at udtrykke dette på tegnsprog, evt. via en tolk, hvis du kun taler tegnsprog.

Hvis du har et fysisk eller psykisk handicap, kan du forlange, at den personlige bistand kun ydes af én person, som du selv har udpeget (uden at der også medvirker en tilforordnet). Dette vil dog kræve, at to betingelser er opfyldt, nemlig

  1. at du udtrykkeligt og utvetydigt tilkendegiver et ønske herom. Du har ret til at udtrykke dette på tegnsprog, evt. via en tolk, hvis du kun taler tegnsprog.
  2. at ønsket er begrundet i en umiddelbar konstaterbar fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

Er dit handicap ikke synligt, kan du blive bedt om at vise dokumentation for dit handicap, f.eks.:

  • Ledsagekort
  • Parkeringskort udstedt af Danske Handicaporganisationer
  • Lægeerklæring
  • Erklæring/attest fra en anden myndighed.

Udover personlig hjælp, som kan gives på alle afstemningssteder, har kommunen udpeget to afstemningssteder, der er særligt egnede for personer med fysisk funktionsnedsættelse. Disse to afstemningssteder er:

  • Nørrevangsskolen, Glentevej 15, 8930 Randers NØ
  • Fritidscentret, Vestergade 15, 8900 Randers C.

På begge disse stemmesteder bliver der opsat et ekstra bredt stemmerum og hæve-/sænkebord, som skal gøre det nemmere at stemme for bl.a. kørestolsbrugere.

Herudover vil følgende hjælpemidler være til rådighed:

  • En sort pen med en stregtykkelse på mindst 0,7 mm og højst 1,0 mm til brug for afkrydsning på stemmesedlen.
  • En ikke-håndholdt lup, der kan forstørre teksten til mindst firedobbelt størrelse.
  • En ikke-håndholdt LED-lampe, hvis lysstyrke og farve kan reguleres.
  • CCTV hvor skriftstørrelse, kontraster og lysstyrke kan reguleres.

Lup, sort pen og LED-lampe vil dog være tilgængelig på alle afstemningssteder.

Ansøg om at blive overflyttet til et andet afstemningssted.

Hvis du ikke kan komme ind i stemmelokalet på valgdagen, har du mulighed for at afgive din stemme umiddelbart uden for stemmelokalet – f.eks. i en parkeret bil. Det kaldes en "vognstemme".

Her vil to tilforordnede bringe stemmesedlen ud til dig, og når du har stemt og foldet stemmesedlen sammen, lægger de tilforordnede stemmesedlen i en transportabel stemmekasse, der er forseglet. Stemmesedlen tages først op og lægges sammen med de øvrige stemmesedler, når optællingen af afgivne stemmer går i gang.

Har du en ledsager med, kan vedkommende gå ind på valgstedet og bede om hjælp. Alternativt kan du ringe til Borgmesterkontoret på tlf. 8915 1001, der herefter vil give besked til dit valgsted om, at du er på vej.