Sundhed

Sygesikringskort

Når du bliver registreret med adresse i Randers Kommune, vil du få et midlertidigt sygesikringskort, som du kan bruge, indtil dit rigtige gule sygesikringskort kommer med posten.

Læge

Hvis du har akut brug for at komme til lægen, før du har fået din opholdstilladelse, kan du i dag tid kontakte en hvilken som helst praktiserende læge i Danmark.

Bor du hos en værtsfamilie, kan du prøve at kontakte denne families læge først.

Har du akut brug for at få kontakt til en læge om aftenen eller natten: Kontakt vagtlægen på telefon +45 70 11 31 31

Når du har fået opholdstilladelse og bliver registreret i folkeregistret, vil du få tildelt en fast læge. I Danmark skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen (+45 70 11 31 31) først, hvis du har helbredsproblemer. Lægen vil henvise dig, hvis du skal sendes videre til en specialist eller til sygehuset.

Ved alvorlig ulykke eller livstruende sygdom skal du ringe 112.

Vaccinationer

I Danmark er det ikke et krav, at man er vaccineret, men man tilbyder og opfordrer meget til, at du tager imod vaccine – fx imod mæslinger, polio, difteri og COVID-19.

Der findes andre typer af vaccine, som man i Danmark tilbyder fx børn, gravide og ældre. Spørg din læge til råds.

Hjælpemidler

Et hjælpemiddel kan være albuestokke, rollatorer eller kørestole. For at kunne ansøge om hjælpemiddel skal du have:

  • Et varigt behov
  • Et væsentligt behov.

For at få en vurdering af, om du kan få bevilliget et hjælpemiddel (fx albuestokke, rollator, kørestol), skal du dels have opholdstilladelse og dermed CPR-nummer, dels skal du kontakte visiterende terapeuter i det område, du hører til. Hvilket distrikt du hører til, kan du finde ved at indtaste din adresse på siden "Telefonnumre og adresser".

Vær opmærksom på, at terapeuterne kan være på hjemmebesøg og i den periode, ikke besvarer telefonen. Læg i det tilfælde en besked på deres telefonsvarer og bed dem ringe tilbage.

Hvis Randers Kommune har bevilliget et hjælpemiddel, og du har behov for at få repareret dit hjælpemiddel, kan du kontakte Hjælpemiddelhuset på telefon +45 89 15 86 00. Er der tale om private hjælpemidler, skal du selv finde en reparatør og selv betale udgiften.

Tandlæge i Danmark

I Danmark er tandlæge selvbetalt, og du kan selv kontakte en tandlæge for at booke en tid.

For børn og unge under 18 år er der gratis tandlæge ved Tandplejen.

Børn bliver automatisk indkaldt til Tandplejen, når de er registreret i Danmark. Hvis dit barn har brug for en tid, før I får en indkaldelse, kan du kontakte Tandplejen i Randers Kommune på telefon +45 89 15 87 00 (telefontid: 08.00-10.00 alle hverdage).

Sundhedsplejen - Sundhed for børn og gravide

Sundhedsplejen i Randers Kommune tilbyder vejledning til børn, gravide og familier om sundhed og sunde vaner.

Børn 0-1½ år - Småbørnsklinikken

Har du spørgsmål til din babys helbred og velbefindende, kan du ringe til Småbørnsklinikken på hverdage fra klokken 9-10 på tlf. 2381 5733.

I småbørnsklinikken på Randers Sundhedscenter kan alle forældre få hjælp og rådgivning af en sundhedsplejerske.

Du kan stille eventuelle spørgsmål vedrørende dit barn - hvis svarene ikke kan afklares telefonisk, vil du blive tilbudt en konsultation på klinikken.

Klinikkens adresse:

Randers Sundhedscenter Thors Bakke
Biografgade 3, 1. sal
8900 Randers C
Telefon: +45 23 81 57 33

Børn 1-5 år

Dit barn tilbydes hvert år en børneundersøgelse af en læge.

Har du brug for rådgivning og en tid hos en sundhedsplejerske, vil din familielæge henvise dig, og sundhedsplejersken kontakter dig.

Børn 6-16 år

Hvis dit barn er i skolealderen, skal du kontakte skolens sundhedsplejerske.

Spørg dit barns lærer, hvordan det kan lade sig gøre, eller du kan kontakte sundhedsplejersken skriftligt på www.sundhedsvejen.dk.

Er du gravid?

Aftal tid hos din læge hurtigst muligt. Din læge vil sørge for, at du kommer ind i et graviditetsforløb.

Lægen vil henvise dig til en jordemoder, som vil følge dig indtil fødslen.

Jordemoderen vil inden fødslen informere dig om, hvordan du kontakter fødeafdelingen.

Efter udskrivelse fra fødestedet vil en sundhedsplejerske besøge dig i hjemmet.

Nyttige links

Se Sundhedsstyrelsens hjemmeside: