Passioneret byggesagsbehandler

Kan du tænke dig at arbejde i én af Jyllands største og mest dynamiske kommuner? Brænder du for byggeri og at yde en god service over for borgere, erhvervsliv og samarbejdspartnere? Så er det måske dig, vi søger!

Der er gang i hjulene i Randers Kommune, og derfor har vi travlt i Udvikling, Miljø og Teknik med at skabe gode rammer og myndighedsbehandle borgernes og erhvervslivets projekter.

Vi har fokus på effektiv og kvalificeret sagsbehandling, og det er afgørende, at vi kan yde god og hurtig service for borgere og specielt for erhvervslivet.

Derfor søger vi en gerne erfaren, passioneret og effektiv byggesagsbehandler, der kan indgå i vores byggesagsteam, der består af 11 byggesagsbehandlere og 3 administrative medarbejdere. Teamet behandler over 1600 byggesager om året.

Om jobbet

Vi tilbyder et udfordrende og spændende job i en af Danmarks største byer, hvor du vil få stor mulighed for at gøre en forskel, og gode muligheder for at udvikle dig fagligt. Du skal arbejde med:
  • byggesagsbehandling – som udgangspunkt en bred vifte af forskellige typer byggesager afhængig af din baggrund og erfaring
  • behandling af dispensationer i forhold til bygningsreglementet/byggeloven og planloven
  • vejledning og servicering af borgere og erhvervsliv
  • bidrage med byggefaglig viden i forbindelse med lokalplanlægning, udstykninger mv.
  • og bringe dig i spil til teamets øvrige opgaver, bl.a. landzoneadministration.

Om dig

Du skal have lyst til at arbejde i en serviceorienteret organisation, hvor vi løser opgaverne i dialog med borgere og erhvervsliv. Hos os sker der noget, og det skal du trives med. Vi forestiller os, at du er uddannet bygningskonstruktør, arkitekt, ingeniør eller lignende og har relevant erfaring. Under alle omstændigheder brænder du for faget.  Og så er du selvfølgelig habil IT-bruger. Derudover:
  • arbejder du struktureret og ”får noget fra hånden”
  • kan du arbejde selvstændigt, tage koordinerende styring og samarbejde internt og eksternt
  • skal du være nysgerrig og tage initiativ til at søge og dele viden i kollegial sparring
  • er du åben og har godt humør!

Om os

I Byggesag og Ejendomsskat har vi et bredt fagligt miljø med 24 engagerede medarbejdere. Vi arbejder med byggesagsbehandling, planadministration, landzoneadministration, matrikulære sager samt BBR og ejendomsskat. Vi har stort fokus på erhvervsvenligheden, og derfor er service og kort sagsbehandlingstid højt prioriteret.

Vi tager udgangspunkt i Udvikling, Miljø og Tekniks værdier om at være åbne, kreative og offensive, og vi kan tilbyde dig en spændende, travl og udfordrende arbejdsdag med en bred variation af opgaver.

Du vil få positive, kompetente og hjælpsomme kollegaer i et uformelt arbejdsmiljø, hvor der er plads til en sjov historie og et godt grin!

Du kan læse mere om Randers Kommune og Udvikling, Miljø og Teknik på www.randers.dk.

Randers Kommune har cirka 8.500 medarbejdere. Vi arbejder efter byrådets Vision 2021. Det betyder, at vi altid har fokus på mulighederne frem for begrænsningerne. Miljø- og teknikområdet i Randers Kommune dækker over en bred vifte af service og opgaver inden for miljø, natur, landbrug, trafik, veje, grønne områder, ejendomsdrift mv. I alt er ca. 600 medarbejdere beskæftiget inden for området, som har et samlet årligt driftsbudget budget på over 300 mio. kr. Vi arbejder hver dag på at vedligeholde og udvikle Randers Kommunes fysiske omgivelser og sikre en korrekt og sikker sagsbehandling. Vi leder efter løsninger og skaber resultater. Vores medarbejderstab spænder vidt – fra ufaglærte til højt specialiserede akademikere. Udgangspunktet for os alle er et fælles fundament, der skaber en klar retning for arbejdet og binder organisationen sammen i et udviklende fællesskab.