Informationssøgningsspecialist med stærke digitale kompetencer

Er du en dedikeret informationsspecialist, der er nysgerrig og eksperimenterende anlagt? Kan du finde svar på alt fra noder til klassiske stykker, over gamle islandske hækleopskrifter, til statistik om beskæftigelse i Danmark gennem de sidste 50 år, og har du lyst til at gøre det på en dejlig arbejdsplads med højt til loftet, så har du chancen nu.

På Randers Bibliotek har vi en ledig plads på holdet Information og digital betjening. Vi drømmer om at finde en faglig stærk hold spiller, der vil være med til at sikre høj biblioteksfaglig kvalitet, på et af landets bedste biblioteker. Holdet består af 4 kolleger og en koordinator.

På holdet Information og digital betjening, arbejder vi primært med borgernes digitale møde med biblioteket. Det vil sige alt fra indhold på infoskærme og hjemmeside til digitale henvendelser gennem biblioteksvagten eller chat, mails og lignende. Vi er også aktivt opsøgende med vores tilbud i og udenfor biblioteket. Holdet formidler bibliotekets digitale licenser til kolleger og borgere. Det er derfor vigtigt at du er nysgerrig på ny teknologi og digitale muligheder. Det er også på vores hold, vi har ansvaret for den faglige betjening i udlånet. Det vil sige at det er os, der klæder vores kolleger på til at gå på vagt. Så hvis du vil elske en hverdag, hvor vi gør os umage med at finde de bedste svar til borgerne, og hvor vi arbejder med at gøre viden og kultur digitalt tilgængeligt for alle, så har vi drømmejobbet til dig.

Hvad kan du forvente

Du vil indgå i holdets arbejde med at finde de bedst mulige svar på svære spørgsmål, og derfor skal du have solide informationssøgningskompetencer. Det bliver dig, der får til opgave at fortælle den gode historie om bibliotekets mange digitale muligheder til borgerne. Det er også dig, der sikre, at dine kolleger kender og bruger bibliotekets mange databaser. Derudover skal du stå for indkøb af digitale licenser, og du skal kunne levere et overblik over bibliotekets aftaler på det digitale område. Det er derfor en forudsætning, at du er datanysgerrig og har mod på at arbejde med statistik og tal.

Udover opgaverne bag skærmen, skal du også have udlånsvagter og du skal have mod på at undervise i og formidle bibliotekets digitale tilbud til kommunens borgere. Du skal kunne lide at møde folk og skal kunne være opsøgende.

Vi forestiller os at du er uddannet Bibliotekar DB, Cand.scient.bibl. eller lignende. Du er nysgerrig og udadvendt og har du en masse ideer til at gøre det digitale bibliotek levende og vedkommende. Vi glæder os til at høre fra dig.

Organisatorisk refererer du til chef for litteratur og læring, Lene Graugaard.

Stillingen er er på 37 timer, og du skal være indstillet på at indgå i en vagtplan inkl. aftenvagter og weekendarbejde. Løn fastsættes efter gældende overenskomst.  
Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt koordinator Loke Daugbjerg Andersen på tlf. 87106831 mellem kl. 9-15 eller mail: LDA@randersbib.dk

Ansøgningsfristen er d. 12. august 2022. Der er samtaler d. 25. August 2022 med tiltræde d. 1. oktober eller hurtigst muligt.

Om Randers Bibliotek:

Randers Bibliotek består af hovedbiblioteket i Kulturhuset, tre filialer, en bogbus og en bibliotekscykel. Her kan børn og voksne låne bøger, magasiner, film, musik, computerspil, brætspil og endda også ukuleler og discgolf-sæt. Vi arrangerer hvert år en stor mængde arrangementer om samfund, kultur, litteratur og musik. Vi tilrettelægger og udfører undervisningstilbud til daginstitutioner, skoler og andre uddannelsesinstitutioner i hele Randers kommune. Med andre ord er vi en levende videns- og kulturinstitution med 65 kolleger, der har meget på hjerte. Vores materialesamling er på over 200.000 materialer, der cirkulerer imellem vores adresser.

Randers Bibliotek har i de seneste par år gentænkt organisationen. Det betyder, at vi har organiseret en række hold med tydelige mål. Det faglige ansvar er lagt ud på holdene. Derfor er det holdets koordinator, der har ansvaret for at udvikle og drive det daglige arbejde. Der er stor grad af faglighed og frihed i opgaveløsningen. Vi arbejder projektorienteret og på tværs. Du får derfor mulighed for at deltage i projektarbejde og at udvikle dine egne projekt-kompetencer. Vi arbejder efter vores egne projektværktøjer, og du vil blive klædt på til projektarbejdet med interne kurser.

Vi arbejder systematisk med at tage afsæt i fakta og data, vi tager afsæt i brugernes behov, vi tester og prøver af og hylder fejl og udvikling. Det skal du kunne se dig selv i, og du skal have lyst til at udfordre og udvikle en anerkendende kultur med fokus på læring. Vi glæder os til at få dig med på holdet.

I Randers Kommune hører kulturområdet under Sundhed, Kultur og Omsorg. Vi arbejder efter byrådets Vision 2021. Det betyder, at vi altid har fokus på mulighederne frem for begrænsningerne. På kulturområdet samarbejder vi med frivillige og foreninger, arbejder inden for kunst- og kulturområdet og har ansvaret for bibliotekerne i kommunen og for kulturinstitutioner som Værket og Museum Østjylland. Vi er medarbejdere med en række forskellige funktioner. Alle tilstræber vi den højest mulige faglige kvalitet i de ydelser, vi leverer.