177 aktive borgere har gjort naturen ren i Randers

Små og store borgere fra foreningslivet i Randers har haft travlt med at fjerne cigaretskod, dåser og plastflasker fra skove, grøftekanter og naturområder i Randers Kommune. De seje ildsjæle har samlet affald og tjent penge til deres foreninger, fordi de har deltaget i et nyt landsdækkende affaldsinitiativ, Ren Natur, der involverer foreninger i at holde naturen ren.

Mange foreninger i Randers Kommune har i 2019 haft travlt med at gøre naturen ren i Randers.

I Randers Kommune har aktive medlemmer fra 13 foreninger samlet affald i naturområder i 2019. Indsatsen glæder Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune:

”Det er meget prisværdigt, at så mange borgere har støttet op om Ren Natur projektet og har været med til at gøre en synlig forskel for naturen i Randers Kommune. Det store engagement er et af mange eksempler på, at Randers kommune er fyldt med aktive borgere, der vil tage et medansvar til gavn for fællesskabet,” siger Torben Hansen.

Indhegning og fællesskab

I august måned var Sus Knudsen fra borgerforeningen i Fårup tovholder for en affaldsindsamling sammen med en flok børn og voksne:

”Det giver masser af fællesskab på tværs af generationer at samle affald. Vi voksne er jo rollemodeller for børnene og har ansvaret for at vise dem, at affald hører til i en skraldespand og ikke i naturen,” fortæller Sus Knudsen.

Gruppen samlede affald på Nordre Fælled i Randers. Indsamlerne fra Fårup brugte pengene, som de indtjente, som et tilskud til en ny indhegning af en hundeskov i Fårup:

”Ren Natur er et fint koncept. Vi samle affald samtidig med, at vi støtter en lokal aktivitet og gavner naturen i Randers. Vi deltager helt sikkert også næste år,”  siger Sus Knudsen.

Læs også: Foreninger i Randers er vilde med at samle affald

Fakta:

Ren Natur er et nyt affaldskoncept, hvor foreninger i 30 kommuner i Danmark samler affald i naturen. Foreningerne kan tjene op til 3000 kroner på at samle affald. Ren Natur er i 2019 sponsoreret af McDonald´ s, SPAR og Dansk Retursystem. I Randers har Dermapharm og Prysmian Group støttet affaldsinitiativet Ren Natur.