Alle elsker pizza – pizzabakken ikk’ så meget

Efter en bytur eller en lang arbejdsuge er det næppe noget meget bedre eller nemmere end at slå låget op til en lækker hjembragt pizza. Men hvad gør du lige med pizzabakken bagefter?

Burhan Bosan fra Dronningborg Pizza hjælper gerne Affaldskontoret med at få budskabet ud.

Det er ikke alle, der lige ved, hvad de skal gøre med den tomme pizzabakke, når de er færdige med at spise. Hvilken skraldespand skal den i? Desværre ryger den snaskede pizzabakke ofte i papirbeholderen, men den hører til i restaffaldet. Olie, ost og tomatrester gør det vanskeligt at genbruge pizzabakkerne.

Miljøbevidste pizzabagere

Vi er så heldige, at pizzeria-indehavere i hele kommunen nu giver en hjælpende hånd med at fortælle byens borgere, at den tomme pizzabakke, skal i den rigtige skraldespand, når de har spist. Det gør de ved at sætte et klistermærke på pizzabakken, der minder den nu mætte kunde om, at pizzabakken skal i restaffald.

”Vi ved, at der er tvivl om, hvor pizzabakkerne skal hen. Og vi ved også godt, at når der lige skal ryddes op efter en pizzaaften, så tjekker man ikke nødvendigvis vores sorteringsguide. Med klistermærket prøver vi at være til stede i det øjeblik, hvor folk står og skal smide deres pizzabakke ud og give en hurtig reminder om, hvor den skal hen”, fortæller lederen af Affaldskontoret, Jørgen Niemann Jensen, og fortsætter: ”De fleste sorterer den som papir for at gøre det rigtige. Men det kan desværre være en bjørnetjeneste for miljøet, for hvis der for stor en del af et læs papir, der er af dårlig kvalitet som pizzabakkerne, så bliver det hele kasseret.”

Alle kan være med

Affaldskontoret har uddelt klistermærker til alle de pizzeriaer, der havde mod på at give en hjælpende hånd, så pizzabakken kommer i den rigtige affaldsbeholder: ud af papiret og over i restaffaldet. ”Vi er blevet enormt positivt modtaget, når vi har besøgt pizzeriaerne”, fortæller Jørgen Niemann Jensen. ”Det er helt frivilligt at være med, men vi blev mødt med den holdning, at selvfølgelig skal vi alle hjælpe med at gøre affaldssorteringen endnu bedre. Vi havde undersøgt, om der var interesse blandt pizzeria-ejerne, inden vi startede kampagnen, men vi blev alligevel overvældet af opbakningen”, lyder det.

”Vi har selvfølgelig prøvet at nå alle, men skulle der sidde en pizzabager derude, som vi ikke har haft kontakt til, så må de hellere end gerne tage fat i os”, slutter han.

Velbekomme og tak fordi du smider den tomme pizzabakke i restaffaldet.