Ansatte i stor virksomhed i Randers vinder cykelkonkurrence

Det blev en flok aktive ansatte i virksomheden Makeen Energy, som kan glæde sig til en kulturoplevelse på musik- og teaterhuset Værket i Randers. De har nemlig vundet Randers Cykelbys førstepræmie i den landsdækkende kampagne VI CYKLER TIL ARBEJDE.

De glade vindere fortsætter med at cykle efter kampagnen er afsluttet.

Cykelhold fra virksomheder i hele Danmark cyklede i maj måned stier, gader og veje tynde, da de deltog i Cyklistforbundets kampagne VI CYKLER TIL ARBEJDE. I Randers Kommune deltog 36 virksomheder og institutioner i kampagnen. Ansatte fra virksomheden Makeen Energy cyklede sig til førstepræmien i Randers Cykelbys lokale lodtrækning:

"Det er fantastisk at have vundet. Det er gået rigtigt fint med at cykle. Vi har et rigtig godt hold, så det har været nemt at motivere mine kollegaer til at komme op på cyklen", forklarer Inge Sejr, holdkaptajn på holdet "De Ni Seje", som cyklede sig til førstepræmien.

Nye elcykler til rådighed for ansatte

I alt deltog 798 medarbejdere fra 36 virksomheder og institutioner i Randers Kommune i kampagnen, som for Inge Sejr og hendes hold betyder nye transportvaner til og fra arbejde:

"For mit eget vedkommende betyder det, at jeg har cyklet mere end normalt. Der er flere på holdet, som er gået fra slet ikke at cykle, til nu at cykle tre gange om ugen. Vi har taget udfordringen op, og vi fortsætter med at cykle efter maj måned".

Den stigende cykelmotivation hos de ansatte i Makeen Energy skyldes også, at virksomheden har stillet tre nye elcykler til rådighed for de ansatte:

"Vi vil gerne fremme sundheden i virksomheden. Derfor har vi valgt at stille både elcykler og almindelige cykler til rådighed for de ansatte. Det har betydet, at flere af de ansatte er begyndt at cykle til arbejde. Enkelte er endda begyndt at pendle fra Aarhus til Randers på cykel," fortæller Anders Bjørn, projektdirektør hos Makeen Energy.

Det er første år, at Makeen Energy deltager i kampagnen VI CYKLER TIL ARBEJDE. Sammenlagt cyklede deltagerne fra Randers kommune næsten 100.000 km i maj måned.

Fakta

Den landsdækkende kampagne er arrangeret af Cyklistforbundet. Randers Cykelby støtter kampagnen med lokale præmier.

Første præmien, som er en kulturel oplevelse på Værket, går til en flok ansatte på Kosan Crisplant. Anden præmien blev cyklet hjem af ansatte fra Sundheds-it afdelingen på Regionshospitalet. De vinder et gavekort til en restaurantoplevelse. Derudover kan ansatte fra Vestervangsskolen glæde sig til en tur i biografen, fordi de vandt tredjepræmien.