Hvad er bæredygtig energi? Hvad betyder astronomi? Og gør solen andet end at give lys om dagen? Det er svære spørgsmål, som Randers Kommunes børnehavebørn bliver klogere på torsdag, hvor de skal til Astronomisk energi-festival
Grafisk fremstilling af solsystemet
Torsdag den 9/6 mødes flere end 500 børnehavebørn i Ommersysselhallen i Øster Tørslev til en festival, hvor børnene skal på rumrejse i solsystemet og lave forskellige eksperimenter. Udgangspunktet for festivalen er dagtilbuddenes arbejde med FNs verdensmål nummer 7 – bæredygtig energi.
De skal på rumrejse i solsystemet, besøge Mars og Jupiter og lave forskellige eksperimenter med bæredygtig energi. I tiden op til festivalen har børnene blandt andet talt om, hvad bæredygtig energi er, og om de har oplevet det i deres hverdag; har de eksempelvis en elbil i garagen, solceller på taget eller bor de tæt på en vindmølle?