Både unge og voksne med angst og depression kan nu få hjælp online

Danmark har lukket ned. Derfor, åbner Randers Kommune frem til sommerferien 2020 op for, at både unge og voksne med angst og depression kan få hjælp via webkurset LÆR AT TACKLE angst og depression – online. Det sker i samarbejde med Komiteen for Sundhedsoplysning og med støtte fra den A. P. Møllerske Støttefond og TrygFonden.

Mange, der i forvejen lider af angst og depression, er ekstra påvirket af følgerne af Corona-pandemien. Bekymringer, tankemylder og ensomhed fylder for mange mere end ellers, og ens situation kan i det hele taget føles meget vanskelig. Samtidig er kommunens almindelige LÆR AT TACKLE-hold, hvor man mødes fysisk, sat på pause som følge af Corona-pandemien.

"Situationen vedrørende Covid-19 betyder fortsat, at vores borgere står uden mulighed for at deltage i et Lær at tackle kursus. Derfor glæder det mig at kunne fortælle, at vi i Randers kommune i samarbejde med Komiteen for Sundhedsoplysning åbner op for, at både voksne og unge ned til 15 år kan tilbydes deltagelse på online kurset. Vi ved, at selvhjælpskurset  'LÆR AT TACKLE angst og depression også på online forløb har betydelige positive effekter for vores deltagere, og håber vores borgere vil bruge tilbuddet" fortæller Tue Linderoth, leder af Randers Sundhedscenter, om indsatsen

Hjælp derhjemme – på afstand

Onlinekurset er baseret på det evidensbaserede kursus LÆR AT TACKLE angst og depression og udviklet til voksne, der af forskellige årsager ikke kan deltage på fysiske kurser. I stedet følges forløbet fra pc fra hjemmets trygge rammer. I forbindelse med Corona-situationen har Komiteen for Sundhedsoplysning samtidig tilrettet forløbet, så også unge mellem 15 og 25 år kan deltage i forløbet på deres egne hold.

Hvert onlinekursus løber over 6 uger og består af 6 moduler samt live-undervisning én gang om ugen. På livedelen introduceres kursisterne til en række emner, som de efterfølgende arbejder med på egen hånd. Desuden hjælper de hinanden med at løse fælles udfordringer via en chatfunktion. Kursisterne kan hverken se eller høre hinanden.

Løbende kursusopstart

Der er løbende kursusopstart. Borgere, som ønsker at deltage på et onlinekursus, bedes kontakte kursuskoordinator Ulla Skov Aldahl på mail laerattackle@randers.dk eller telefon 2490 5832.

Se kort introduktion til kurset på laerattackle.dk.

Fondenes støtte

Nogle af holdene til unge gennemføres med støtte fra den A. P. Møllerske Støttefond som en mindre del af et større projekt for unge med et samlet beløb på kr. 8.316.330,00.

Nogle af holdene til unge samt alle holdene til voksne gennemføres med støtte fra TrygFonden med et samlet beløb på kr. 330.600,00. TrygFonden har desuden tidligere støttet udviklingen af online-kurset til voksne.