Bæredygtighed præger ny daginstitution i Munkdrup

Antallet af daginstitutionspladser er i hastig vækst i Randers Kommune disse år. Tirsdag blev den anden daginstitution på en måned indviet, og det er et sted, hvor der er tænkt over miljøet

Indvielse Børnehuset Munkdrup (Foto: Randers Kommune)

Tirsdag 19. marts 2024 blev Børnehuset Munkdrup indviet. En daginstitution, hvor bæredygtigheden har været et omdrejningspunkt siden de første streger blev sat på tegnebordet.

Det blev lille Rosa, der sammen med tre af sine venner af borgmester Torben Hansen fik æren af at klippe den røde snor over til institutionen ved indvielsen.

”Der har været et helt særligt fokus på bæredygtighed - både omkring byggeriet, men også omkring hverdagen og praksis i institutionen. Og på den måde rækker institutionen på mange måder positivt ind i fremtiden,” sagde Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune i forbindelse med indvielsen.

”Familier fra området får en lokal daginstitution tæt på. For pendlere til fx Aarhus er institutionen en god mulighed. Og generelt har vi brug for daginstitutionspladser i Randers Kommune i disse år. Alt dette er Børnehuset Munkdrup med til at løse,” sagde Torben Hansen.

Anden indvielse i 2024
Med indvielsen af Børnehuset Munkdrup i dag og Børnehuset Elmehaven 8. februar 2024 har Randers Kommune øget antallet af daginstitutionspladser med 250 siden nytår. Og det er også nødvendigt i forhold til at imødekomme behovet og den befolkningstilvækst, kommunen oplever. 10. januar 2024 rundede Randers Kommune 100.000 indbyggere.

Børnehuset Munkdrup er den første daginstitution i Randers Kommune, der takket være den miljøvenlige tilgang får en såkaldt DGNB-certificering.

Samtidig tager daginstitutionens pædagogiske profil afsæt i at børnene vil lære at forstå bæredygtighed og at agere bæredygtigt ud fra deres perspektiv. Det betyder eksempelvis, at affaldssortering bliver en del af måltiderne for de små.

Læring i børnehøjde
Visionen er en ny institution med læring i børnehøjde, der pirrer sanserne og understøtter børnenes leg og kreativitet. Bevægelse og udeliv er omdrejningspunkter og derfor er der også tænkt i sammenhæng mellem læringsmiljøet ude og inde.

Også akustik og lyd samt lysindfald er der tænkt meget over, sådan at Børnehuset Munkdrup fremstår som en behagelig ramme for både børn og pædagoger.

De første børn i vuggestuen og børnehaven er allerede i gang i de nye faciliteter, og når Børnehuset Munkdrup er taget fuldt i brug, vil der være plads til 50 børn i vuggestuen og 100 i børnehaven.

Børnehuset Munkdrup er den anden børneinstitution, som Randers Kommune åbner i brug i 2024. I Dronningborg blev et nyt byggeri af daginstitution indledt i december 2023, og der er planer i Randers Kommune om at finde en placering til endnu en ny daginstitution i løbet af 2024.