Bevæg dig med spejderne og FDF

Børn som voksne kan få fællesskab, friluftsliv og sjove udfordringer med 19 spejdergrupper i Randers Kommune. I maj og juni måned er der mulighed for at prøve kræfter med livet som spejder - og det er helt gratis.

At være spejder kan lyde som noget nørdet noget i manges øre. Andre tænker måske mere på Rip, Rap og Rups Grønspættebog. I virkeligheden er det et moderne friluftsliv og et fællesskab, som giver masser af sjov og bevægelse. Så hvis du er nysgerrig og kan lide at gå i naturen, så er det nu du bør tage udfordringen op og besøge de lokale spejdere eller FDF'er.

Den lokale paraplyorganisation Samråd Randers har med støtte fra Randers Kommunes Bevæg Dig For Livet-initiativ sat gang i en kampagne. I maj og juni måned kan du derfor ganske gratis møde op til aktiviteter hos de lokale FDF- og spejdergrupper.

"Det er med glæde at alle 19 FDF- og spejdergrupper i Randers Kommune kan slå dørene op og invitere andre børn og unge ind i fællesskabet. Der stilles ingen krav, men man skal huske at have praktisk tøj på i forhold til vejret. Her er plads til alle, og man kan altid få støtte, når tingene bliver svære" siger Jan Pedersen, formandfor Samrådet i Randers.

Som FDF eller spejder er man ude i naturen. Man bliver god til at samarbejde, og man udfordrer sig selv og hinanden på ture, løb og lejre. Som FDF eller spejder lærer man, gennem at gøre - det, man også kalder 'learning-by-doing'. Det vil sige, at man lærer selv at finde løsningen på en opgave. Der er mange grunde til at være FDF eller spejder.

"Som FDF eller spejdere laver vi mange forskellige ting. Alt fra mad over bål, pandekage og snobrød. Men vi har også et stort fokus på, hvordan naturen fungerer, og hvordan den kan bevares. Så når vi går i naturen, bygge lejrplads, sætter telt op eller graver bålplads, så indgår vi i naturen", fortsætter Jan Pedersen.

Men for mange handler spejder også om, at man oplever et unikt fællesskab gennem friluftsliv og udfordringer. Man tager på ture i ind- og udland, bliver klogere på sig selv og andre, og så lærer man at samarbejde, samtidig med at man får selvtillid til at klare sig på egen hånd.

"En af den helt store styrker ved grupperne blandt spejdere og FDF, er det stærke fællesskab. Her er der plads til alle, og alle føler sig værdsat og godt modtaget. Det er elementer, som er afgørende for at børn og unge trives i fællesskaber", udtaler Jesper Jakobsen, projektleder for Bevæg Dig For Livet i Randers Kommune.

Som voksen er der også rig mulighed for at opleve FDF'ernes og spejdernes fællesskab, friluftsliv og udfordringer. Der er for eksempel grupper, hvor familiens børn og voksne kan nyde spejderlivet i selskab med andre familier. Og man behøver hverken have det sorte bælte i friluftsliv eller være ekspert i aktiviteter for at være med. Det hele er gratis i maj og juni måned.

Se mulighederne for at være med på www.randers.dk/spejder