Blækspruttesvampen kommer

I slutningen af november blev Natur og Miljø-forvaltningen i Randers kontaktet af nogle borgere, der havde fundet den spektakulære Blækspruttesvamp ved Buchtrops Plantage nord for Asferg. Svampen var blevet fundet ved et tilfælde langs skovvejen under et egetræ. Og der viste sig at være i alt 15 frugtlegemer spredt under egetræet. Svampen er så speciel, at der måtte en Google-søgning til for at artsbestemme den.

Blækspruttesvampen ligner en blæksprutte eller en alien og er oprindeligt hjemmehørende på den sydlige halvkugle. Svampen er spredt til vores halvkugle grundet menneskelig aktivitet, og den er under langsom spredning i Danmark. Første fund var i 1988 på Fyn, hvor den nu har etableret sig fast.

Fundet i Buchtrup Plantage er det 11. kendte fund af arten i Danmark og det nordligste i Jylland. I år er arten fundet som ny i både Århus, øst for Fjellerup og ved Kalundborg.

Svampen minder om den hjemmehørende svamp Almindelig Stinksvamp. Frugtlegemerne ligger først inde i et såkaldt ”hekseæg”, der ved modenhed revner, hvorefter svampen vokser ud. Den brune sporemasse tiltrækker fluer og lugter meget kraftigt af høm-høm.

Svampen lever af at nedbryde træ for eksempel i form af flis.

Du kan læse mere om svampen i Svampeatlas