Bliv netværksven for en psykisk sårbar

Randers Kommune vil gerne finde endnu flere netværksvenner som Hanne. Nogen der ønsker at byde en ensom, psykisk sårbar medborger indenfor i deres hjem et par gange om måneden. Randers Kommune tilbyder ensomme psykisk sårbare at få kontakt med en frivillig netværksven. Lige nu er der 12 borgere, som venter på at få en kontakt - og du kan hjælpe.

"Det er givende, fordi jeg har lært et andet menneske at kende, som jeg sikkert aldrig ville have mødt, og jeg er blevet meget opmærksom, på alle de kvaliteter hun har, og som jeg kan bakke op om. Jeg tror på, at det er rigtig sundt at møde nogen, der ikke nødvendigvis ligner os selv. Og så er det bare rigtig vigtigt, at ensomme, psykisk sårbare også får lov til at mærke, at der er nogen, der sætter pris på deres selskab," siger Hanne Larsen, der er netværksven for en ung kvinde, som er psykisk sårbar og ensom. I starten mødtes de ca. hver 14. dag og gik tur, så fodbold, lavede mad sammen eller hyggede med en god film.
I dag mødes de ikke længere så ofte, da der ikke længere er lige så stort behov for det.
”Vi ringer fortsat sammen og vil blive ved med at have kontakt til hinanden. Vi prøver at skabe lidt familiære rammer, hvor der er tid og plads til at lytte," slutter Hanne Larsen.

Forebygger ensomhed

"Alle har brug for at høre til og være en del af et fællesskab, hvor man er sammen om noget og betyder noget for andre. Men nogle er mere alene, end de har lyst til at være, og her betyder det rigtig meget, at der er en netværksfamilie eller netværksven, der vil én og som er interesseret i at lære én at kende," siger Susanne Rugi Ankerstjerne, der er koordinator for tilbuddet netværksfamilier/netværksvenner i Randers Kommune.
Lige nu er 12 ensomme, psykisk sårbare borgere på venteliste til at få en netværksfamilie eller netværksven, og derfor opfordrer Randers Kommune nu flere potentielle familier og personer til i første omgang at komme til informationsmøde om emnet. Både par og enlige kan blive frivillig netværksfamilie/netværksven, der betyder, at man et par gange om måneden får besøg af en person, der er ensom og psykisk sårbar.

Informationsmøde i Psykiatriens Hus

Torsdag d. 7. februar kl. 19-21 er der infomøde om netværksvenner i Psykiatriens Hus på Hadsundvej 3 om tilbuddet. Her kan du møde nogle af dem, der allerede er en del af tilbuddet og høre om deres erfaringer.

Læs mere om netværksvenner og netværksfamilier