Børnehavebørn går forrest: Vilde med fremtidens mad

Melorme, larver og græshopper er ikke det, man oftest forbinder med børnehavebørns måltider. Ikke desto mindre var det, hvad børnene i Børnehuset Viborgvej blev introduceret for, da de havde temadag med fokus bæredygtighed og mad. Og til pædagogernes store begejstring var børnene vilde med at smage de sprøde insekter.

Madmodige børn flokkes om insekterne.

"Vores børn er enormt optaget af, hvordan vi kan passe bedst på vores miljø og handle bæredygtigt. Det er nu, vi har mulighed for at præge børnene og eksperimentere med deres sanser. De repræsenterer en generation, som jeg tror kommer til at være endnu mere bevidste om at tænke i bæredygtige ressourcer – og derfor tror jeg også, de vil være mere åbne over for alternative bud på vores måltider," siger Lotte Hillgaard, pædagog i Børnehuset Viborgvej.

I forbindelse med Børnehuset Viborgvejs arbejde med bæredygtighed og miljø iværksatte de et insekt-arrangement for børnene. Her blev børnene introduceret til fremtidens bæredygtige proteinkilde – insekter. Og det var med en stor portion nysgerrighed og entusiasme, at børnene spiste alt fra melorme til græshopper og chips lavet på insektprotein.

"Børnene er vores fremtid. Det er dem, der på sigt skal trække den bæredygtige udvikling. Derfor er det så vigtigt, at de tidligt får en forståelse for, hvordan vi kan passe bedst på vores jordklode og de ressourcer, vi har. I dag har de smagt insekter samtidig med, at jeg har forsøgt at illustrere for dem, hvor meget mindre vand det kræver at producere insekter i forhold til, hvor meget vand vi for eksempel skal bruge til oksekød," siger Jacob Mogensen, forælder og Site Manager Agro Business Park i Foulum og fortsætter:

"Det er sjovt at udfordre børnene på, hvad man kan spise, og jeg synes det er rigtigt sejt, at de har taget så godt imod det. Det er ikke fordi vi nødvendigvis kommer til at spise insekter i deres rå form i fremtiden, men de kan være en rigtig god og mere bæredygtig proteinkilde, som bl.a. kan bruges i mel og som proteinkilde i forarbejdede fødevarer," siger Jacob Mogensen, der også er leder af Dansk Insektnetværk.

Madmodige børn

I Børnehuset Viborgvej gør pædagogerne meget ud af at styrke børnenes madmodighed. Her bliver børnene ofte omtalt som "madmodige", når der bliver eksperimenteret med maden. Senest har pædagogerne forsøgt sig med at sætte muslinger på menuen, og det blev også taget godt imod af børnene.

"Jo flere nye og anderledes madoplevelser, vi giver dem, jo mere åbne vil de være over for at spise anderledes. Det vigtigste er, at de smager på det og at vi gentager det flere gange, så det bliver en vane for børnene at spise nogle af de mere anderledes ting," siger Lotte Hillgaard.