I august måned satte Randers Kommune plakater op ved alle skoler med budskabet ’Børn på vej’ for at minde bilisterne om at passe på alle de nye skoleelever i trafikken.
Samtidig underviste kommunens skoler børnene i sikker adfærd i trafikken, så børnene kan lærer at passe på sig selv. I den forbindelse har alle 0. klasser fået udleveret ’Min Trafikbog,’ hvor børnene har skulle løse opgaver om sikker adfærd i trafikken.
Eleverne i 0. C på Vestervangsskolen løste både opgaver i trafikbogen og var ligeledes ude at øve sig i at begå sig i trafikken sammen med klassepædagog Jeanette Dalgas Udengaard:
”Børnene er meget motiverede og engagerede i at lære om trafik, både når vi går ture og øver os i nærområdet, og når vi snakker om trafik og løser opgaver i klassen,” fortæller Jeanette Dalgas Udengaard.
Gå-prøve i nærområdet
Eleverne i 0. C har netop bestået en gå-prøve, der skal ruste eleverne i at kunne færdes sikkert til fods i lokalområdet. Inden selve gå-prøven øvede eleverne gåruten i mindre grupper:
”Vi følger løbende op på elevernes trafikkundskaber i børnehaveklassen. Det er jo i børnehaveklassen, at den første grundlæggende viden om trafik bliver lagt i skoleforløbet, så de på et tidspunkt bliver klar til selv at transportere sig sikkert til og fra skole,” siger Jeanette Dalgas Udengaard.
Fakta
Læs mere om børn i trafikken på sikkertrafik.dk/boern-unge