Condomeriet nedbryder tabuer om sex blandt unge

Fredagen op til efterårsferien arrangerede Condomeriet på Randers Sundhedscenter et åbent event for alle unge, der havde lyst til sjove konkurrencer og måske en snak om sex.

Nede fra byen kunne man følge et spor af farverige “balloner”, og nogle af dem indeholdt endda et gavekort til butikkens bland-selv-kondomer. Oppe på Sundhedscentret blev de unge taget godt imod af et sundhedspersonale i godt humør og uden fordomme. Her kunne man blandt andet bage penisbrød, prøve fuldemandsbriller og deltage i sexquizzen på storskærmen. En anden af dagens konkurrencer bestod i at rulle et kondom korrekt på en flamingopenis på kortest tid. Midt på eftermiddagen var rekorden nede på kun 2,5 sekunder, men drengene, der så på, så ud til at tænke “Av av”.

Skaber et trygt rum til spørgsmål om sex

”Vi forsøger at lokke de unge mennesker herop med nogle sjove aktiviteter. Når vi laver sjove ting, som relaterer sig til temaet sex, skaber vi et rum, hvor det bliver lettere for de unge at bringe emner på banen, som måske er en udfordring at spørge ind til andre steder. Når vi bager penisbrød og brystboller, er det for eksempel oplagt at snakke om, at sådan nogle jo kan se ud på mange måder,” fortæller Anja Nesgaard Dal, som er forebyggelseskonsulent ved ungekontakten på Sundhedscentret og forsætter:

“Jeg oplever, at de unge støder på temaet sex meget tidligt i dag - blandt andet når de færdes på nettet. Og det er en af de ting, vi forsøger at tale med dem om. For eksempel har vi i dag holdt en quiz-konkurrence, som er med til at nuancere forståelsen for, hvad det også drejer sig om, for al sex er bestemt ikke lige sådan, som det, man ser på nettet og i populærkulturen”.

Condomeriet på Randers Sundhedscenter har åbent hver tirsdag-torsdag mellem 13 og 16, og om fredagen fra 12-15. Her tilbydes råd, vejledning og en uforpligtende snak om kærlighed, sex og prævention for alle målgrupper uanset alder, køn, seksuel orientering og etnicitet.