Corona eller ej: Vi vil gerne bygge i Randers

Byggesagsbehandlerne arbejder stadig hjemmefra, men heldigvis løber de ikke tør for opgaver. Antallet af ansøgninger er steget her i anden uge af den særlige situation.

Der bliver ekspederet byggesager på livet løs i Randers Kommune, også selvom det foregår på skiftehold i hjemmet hos Eva Særkjær Gade, arkitekt MAA i byggesagsafdelingen. Hendes mand er også hjemmearbejdende og de skiftes til at tage sig af Villy på to år.

”Det er lidt en omstrukturering af hverdagen at få det hele til at gå op, men vi kan hjælpes ad, så det går. Og når Villy sover til middag, giver vi den begge en skalle og kan arbejde fokuseret et par timer,” fortæller Eva Særkjær Gade fra sin interimistiske arbejdsplads i spisestuen.

Alle ”varer” er på hylden

Arbejdsgangene er selvfølgelig anderledes, når man ikke kan mødes, ligesom den daglige sparring med kollegaerne kræver lidt mere koordinering. Det er dog ikke noget, en netværksforbindelse og et webcam ikke kan klare.

”Forhåndsdialogerne kan være lidt sværere, når man ikke sidder ansigt til ansigt, men langt det meste kan klares over mail, og vi tilbyder også både Skype- og telefonmøder, hvis man foretrækker det. Så lige udover at sidde overfor hinanden ved et bord, så kan vi faktisk levere alt det, vi plejer,” fortæller Eva Særkjær Gade. Og heldigvis for det, for indtil videre er efterspørgslen efter byggesagsbehandlinger ikke gået tilbage. Tværtimod har uge 13 budt på en stigning i antallet af ansøgninger.